Ikke kun landmænd generes af de store mængder vand. Også forsøgsafdelingen i Djursland Landboforening har problemer, nemlig med at få udtaget årets jordprøver. Det er prøver, som skal give landmanden svar på de aktuelle næringsstoffer i jorden.

Faktisk er kun lidt over halvdelen af jordprøverne kommet i hus, da Kjeld Andreasen, som er forsøgsmedarbejder i Djursland Landboforening, simpelthen ikke kan køre på markerne, der er alt for bløde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der står vand overalt. Det er mange år siden, at vi har set så meget vand. Vi vil ikke risikere at ødelægge en hel vækstsæson ved at lave dybe spor. Derfor tager vi kun prøver de steder, hvor det er muligt lige nu, forklarer Erik Silkjær Pedersen, der er planteavlskonsulent og forsøgsleder i Djursland Landboforening.

Lerjord må vente

Hver gang der kommer 5-10 millimeter vand, skal der ventes tre dage, før der kan køres i marken. Lige nu bliver der kørt på sandjord eller stubmarker, men arealerne med lerjord må vente til næste år, hvis vejret ikke bliver mere stabilt.

- Hvis der pludselig kommer en ændring i vejret, og hvis vi ikke får frost, kan vi fortsætte med at køre frem til februar, men det er svært at sige noget om nu, forklarer Erik Silkjær Pedersen.

- Det er en rigtig træls situation for det hele kommer til at forrykke sig i et år.

Hvis man som landmand ønsker at få foretaget jordprøver på sine arealer, så er det en god ide at kontakte landboforeningen og få en snak om jordtype og ikke mindst om, hvad der er på arealerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi udtager stadig jordprøver, hvis man har sandjord eller stubmarker. Ellers er det muligt at blive skrevet på listen til næste år, lyder det fra Erik Silkjær Pedersen.

ATV med GPS

Jordprøveudtageren er monteret på en terrængående, firehjulstrukket motorcykel (ATV). Motorcyklen er - udover jordprøveudtageren - udstyret med en god GPS-modtager samt en transportabel computer til registrering af de nøjagtige koordinater for, hvor prøverne er taget.

Jordprøver udtages for at få en viden om jordens indhold af næringsstoffer, så landmanden efterfølgende kan foretage den nødvendige tildeling ved gødskning.