I august skrev vi her i Maskinbladet om de krav, som EU-direktivet, Mother Regulation, stiller til bremser på traktorer og påhængskøretøjer. Siden første januar 2018 har det været et krav, at alle nye traktorer blev leveret med udtag til to-kreds bremser til påhængskøretøjer. Om bremsesystemet er baseret på hydraulik eller luft, er op til producenten.

I en overgangsfase frem til 2025 kan en traktor med to-kreds udtag til hydrauliske bremser teknisk og lovligt anvendes til påhængskøretøjer med det velkendte et-kreds bremsesystem. Det kan de, fordi der i bremsesystemet er monteret et auto-detect-system, der automatisk registrerer om det tilkoblede er med et- eller to-kreds bremsesystem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge CEMA er det fra første januar 2025 ulovligt at levere traktorer, der kan betjene et et-kreds hydraulisk bremsesystem.

Henning Sjørslev Lyngvig, landskonsulent for Maskiner og Markteknik hos Seges.

Det slutter i 2025

Henning Sjørslev Lyngvig, landskonsulent for Maskiner og Markteknik hos Seges, sidder med i forskellige arbejdsgrupper under EU, og han præciserer, at fra 2025 kan påhængskøretøjer med et-kreds bremsesystem ikke anvendes efter nye traktorer, der er leveret efter første januar 2025.

- Ifølge CEMA, der er en sammenslutning af landbrugsmaskinfabrikanter i Europa, er det fra første januar 2025 ulovligt at levere traktorer, der kan betjene et et-kreds hydraulisk bremsesystem, siger Henning Sjørslev Lyngvig og tilføjer, at det derfor er vigtigt at vælge den rigtige strategi, når der fremadrettet investeres i nye traktorer og påhængskøretøjer, og her tænker han ikke blot på vogne, men også på redskaber med bremser.

rich-media-2
Landskonsulenten ser flest fordele i løsningen med luft, der er en udbredt og gennemafprøvet system fra lastvognsbranchen. Foto: Morten Damsgaard.

Vælg strategi nu

2025 er lige om hjørnet, og for at fremtidssikre de investeringer, der foretages i påhængskøretøjer, og for at smidiggøre overgangen til de nye bremsekrav, er det allerede nu, at man skal overveje og beslutte, om maskinparken i fremtiden skal bremses med luft eller hydraulik.

Undersøgelser viser, at de to systemer stort set er ligeværdige, når der måles på bremseeffektivitet. I forhold til en to-kreds hydraulisk løsning, er det på de fleste traktormodeller dyrere at vælge løsningen med kompressor og udtag til to-kreds trykluftbremser. Til gengæld varierer priserne på det udstyr, der monteres på påhængskøretøjet, og man kan ikke entydigt sige, at to-kreds luft er billigere end to-kreds hydraulik. Men allerede nu har flere traktor- og redskabsproducenter valgt strategi, og eksempelvis leveres flere vogne, bigballepresserne og traktorer i fremtiden udelukkende med to-kreds bremser på luft.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-4
Henning Sjørslev Lyngvig, landskonsulent for Maskiner og Markteknik hos Seges, mener, at det er vigtigt at vælge den rigtige strategi, når der fremadrettet investeres i nye traktorer og påhængskøretøjer. Foto: Seges.

Der skal bremser på stort set alt

Indtil 2016 var reglen, at 50 procent af vægten på det samlede vogntog skulle ligge på bremsende hjul, og derfor kunne en tung traktor med bremser på for- og baghjul lovligt køre med et forholdsvist stort påhængskøretøj.

- Ændringen i 2016 betød, at myndighederne nu ser på traktorens typeskilt, og hvis den maksimale last uden bremser her er anført til eksempelvis 3.500 kg, så er det gældende. Derfor skal der stort set være bremser på alle påhængskøretøjer, der anvendes på offentlig vej, og det gør det ekstra vigtigt, at vælge en bremsestrategi, der er fremtidssikret, siger Henning Sjørslev Lyngvig.

Han ser flest fordele i løsningen med luft, der er en udbredt og gennemafprøvet system fra lastvognsbranchen. Han anbefaler også Duomatik-koblingen, hvor de to luftslanger tilkobles samtidigt, og han ser det også som en fordel, at man med et luftanlæg på traktorer og redskaber, får mulighed for at rengøre dele med trykluft.

rich-media-5
Henning Sjørslev anbefaler Duomatik-koblingen, hvor de to luftslanger tilkobles samtidigt. Foto: Morten Damsgaard.