En eksplosionsagtig brand i bagenden af en spritny Massey Ferguson Ideal brød ud sidst på eftermiddagen søndag. I løbet af ganske få minutter var hele mejetærskeren optændt, og chaufføren måtte flygte fra branden.

Mejetærskeren var i gang med at høste rug, da chaufføren opdagede, at nogle tilskuere tæt ved marken begyndte at vifte med armene. Han kiggede bagud og kunne se, at hele bagenden stod i flammer. I løbet af få sekunder begyndte dækkene at springe, og fælgen røg 50 meter væk.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Marken med rug er ejet af Ingrid og Hans Hjort ved Hvilsager. Mens Hans Hjort var i stalden for at malke, stod Ingrid og datteren Pia i stuevinduet kun 100 meter fra marken, og så branden udvikle sig.

- Pludselig hørte vi et højt brag og fór hen til vinduet. Det gik meget stærkt. Tyk sort røg væltede op, og flere dele fra mejetærskeren fløj rundt i luften, fortæller en rystet Ingrid Hjort.

rich-media-2
Chaufføren nåede lige at redde sin madpakke, før han måtte flygte væk fra den brændende Ideal. Foto: ØXENHOLT.

Hun skyndte sig at ringe 112, men fik at vide af alarmcentralen, at naboen allerede havde ringet efter hjælp.

- Mejetærskeren brændte cirka en halv time, og så var der bare et sort stålskelet tilbage, fortæller Ingrid Hjort.

Sønnen Kristian havde netop hentet kornvognen, lige inden branden brød ud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg ringede til ham, men han troede ikke på det og sagde: Jeg har jo lige hentet korn. Men den var god nok. Mejetærskeren stod i brand kort tid efter, han havde hentet kornet, fortæller Ingrid Hjort.

Brandvæsenet kom hurtigt til marken, men mejestærskeren stod ikke til at redde. Ingen personer kom til skade ved branden.

Hverken chaufføren eller maskinstationen kender endnu årsagen til branden.

rich-media-4
Mejetærskeren stod ikke til at redde. I løbet af kun en halv time var den total udbrændt. Foto: ØXENHOLT.

Hans og Ingrid Hjort er stadig ikke færdige med at høste rugen, så de afventer at maskinstationen stiller med en ny mejetærsker i løbet af i dag.