Seed Terminator, der er opfundet af den australske landmand og ingeniøren Dr. Nick Berry, er en speciel mølle, der monteres bag soldene på mejetærskeren. Møllen formaler og dræber ukrudtsfrøene, før de spredes ud på marken.

Zürn overtager fra den australske opfinder både produktion og salg af Seed Terminator i Europa.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med dette nye samarbejde udvider den tyske familieejede virksomhed sin portefølje i det voksende marked for mekanisk ukrudtsbekæmpelse.

- Med flere ukrudtsarters tiltagende resistens mod herbicider og kun få nye godkendte produkter, har vi brug for effektive alternativer. Vi ser således et stort potentiale for mekanisk ukrudtsbekæmpelse som dette nye koncept fra Australien, siger Harvesting-direktør Rolf Zürn.

- De fleste frø spredes under høst af mejetærskeren. Seed Terminator gør det muligt at dræbe de frø, der går gennem maskinen. Erfarne brugere og uafhængige forskningsinstitutter bekræfter systemernes effektivitet, tilføjer Rolf Zürn.

Dræbes ved formaling

Den australske teknologi består af to højtydende møller, der bearbejder materialet som kommer fra mejetærskerens solde. Møllerne erstatter avnesprederne og integreres fuldstændig i mejetærskeren. Møllerne drives mekanisk af remme.

Inden for de sidste tre åre er der installeret cirka 100 enheder på mejetærsker, hvoraf de fleste kører i Australien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Zürn har i høstsæsonen 2019 med succes implementeret teknologien i Europa, og er klar til at levere Seed Terminator til mejetærskere fra John Deere, Claas, Case IH og New Holland.