Merge Maxx 760 er navnet på en ny og mindre pickuprive fra Kuhn. Riven er monteret med to 2,75 meter brede pickups. Riven har en arbejdsbredde på 5,5 meter, når skåret afleveres til den ene side, og en arbejdsbredde på 7,50 meter, når skåret afleveres centralt. Ifølge Kuhn er riven udviklet til kvægbrug og mindre maskinstationer med kunder i områder med meget kuperede marker.

I den anden ende af skalaen - og nok så interessant for danske maskinstationer - introducerer Kuhn nu Merge Maxx 1090, der ved central skåraflægning har en arbejdsbredde på 11 meter. Riven er opbygget af to 4,4 meter brede pickups, og fra terminalen i førerkabinen har føreren mulighed for at indstille, om materialet skal aflægges til den ene eller anden side af riven eller som et centralt skår.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har udviklet Merge Maxx 1090 for at imødekomme de behov, som de større finsnittere stiller til materialemængden i skåret, siger John Hulland, Kuhn.

Ønsker fra landmænd

Ifølge Kuhn er det det først og fremmest ønsker fra kvægbrugerne, der driver udviklingen og salget af pickupriver.

- Kvægbrugerne har oplevet, hvordan pickupriven giver kvaliteten af ensileret kløvergræs et løft. Rivens evne til skånsomt at løfte græsset op fra marken og aflevere det i ensartede skår, giver mindre sand og urenheder i ensilagen, end græs der er revet sammen med en traditionel rive, hvor græsset trækkes hen over markoverfladen. Derfor efterspørger de kvalitetsbevidste kvægbrugere med højtydende besætninger i stigende grad maskinstationer, der anvender pickupriver, og som kan levere foder af høj kvalitet til malkekøerne, siger John Hulland og tilføjer:

- Også maskinstationerne er ved at få øje på de fordele, som pickupriven har på foderkvaliteten, og på kapaciteten på riven og de efterfølgende maskiner.

Større kapacitet

Ifølge John Hulland kan der køres 20 til 30 procent hurtigere med en Merge Maxx pickuprive, end der kan med en traditionel centerrive. Han påpeger også, at riven afleverer et skår, der er er mere ensartet og lettere at samle op af den efterfølgende presser eller finsnitter. Derved øges kapaciteten også på de efterfølgende maskiner, og specielt på finsnitteren vil kapacitetsstigningen ofte være endnu større, da færre sten og mindre sand i skåret reducerer den tid, der går til slibning af knive.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For at kunne håndtere de større materialemængder er Merge Maxx 1090 på vitale punkter gjort større end Merge Maxx 950. Affjedringen er ligeledes gjort kraftigere, så det maksimale tryk på slæbeskoene under de to pickups bibeholdes på makismalt 60 kg.

Ved transport løftes de to pickups op og foldes langs rivens chassis. Ifølge Kuhn giver det en transportbredde på under tre meter og en længde på cirka syv meter.