Konkurrence i Farming Simulator holdt sit indtog på Agritechnica i 2017, og nu er den tyske udstillingsarrangør, DLG, blevet officiel partner på turneringen Farming Simulator League.

Det indebærer, at Agritechnica 2019 bliver vært for Farming Simulator League, og at der dermed i år kæmpes om vigtige point i kampen om at kvalificere sig til verdensmesterskabet i Farming Simulator. Og desuden kæmpes der om en præmiepulje på 12.000 euro - cirka 90.000 danske kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 2017 gav Farming Simulator de besøgende på Agritechnica et blik ind i e-sportskonkurrencen, hvor konkurrencen gik ud på at stable baller.

Det hele kommer til at foregå i hal 32 på messeområdet i Hannover. Der bliver et stort område med en e-sports-scene og plads til et stort publikum foruden et VIP-område til inviterede gæster.

Dermed får fans af Farming Simulator fra hele verden mulighed for at se de bedste e-sportsteams kæmpe om præmiepuljen på 12.000 euro og bakke dem op og heppe på dem.

Knkurrencen bliver meget spændende, fordi de optjente point på Agritechnica kan bidrage til at kvalificere et hold til at blive blandt verdens 16 bedste hold, som får adgang til Farming Simulator World Championship, hvor der kæmpes om VM-titlen og 100.000 euro.