De besøgende på Roskilde Dyrskue kan blandt andet sparke dæk på den første Sly Boss i Danmark.

Med en rekordstor maskinudstilling på Roskilde Dyrskue er der noget for enhver smag, og går man med tanker om ny såteknik, så gemmer Roskilde Dyrskue i år på flere spændende maskiner. Blandt andet hos FMR Maskiner står den første Sly Boss No-Till såmaskine i Danmark.

FMR Maskiner med base i Nykøbing Falster fik i februar importen af det franske såmaskine mærke i Danmark, og indtil videre er den første maskine endnu ikke solgt, men interessen er stor:

- Vi har haft en god interesse. Det har overrasket os, fordi de andre emner har vi skullet kæmpe for det, men med Sly har der været mange interessede, og jeg tror, at det bunder i conservation agriculture og få gjort tingene på den bedste måde, uden at gå på komprimis med udbyttet. Vi har ikke solgt den første endnu, men jeg har nok ti kunder, som er meget interessede. Men når man kommer med nyt koncept og nyt mærke, så skal der mere til at hive folk ud over kanten. Jeg er ikke i tvivl om, hvorvidt vi kommer til at sælge, men det er et spørgsmål om tid, fortæller Anders Hansen, medejer af FMR Maskiner.

- Der er stor fokus på blandt andet No-Till i øjeblikket, og hvordan vi holder vores omkostninger nede på et niveau, som er acceptabelt. Vi sælger bestemt ikke kun stål hos FMR Maskiner, men også råd og vejledning til No-Till-retningen eller hvilken strategi, som passer til den enkelte kunden - om det er Mzuri eller Sly, understreger Anders Hansen, som også står i spidsen for importen af engelske Mzuri såteknik.

Skråtstillede disc

Discene er skråtstillede og har to dybdehjul.

- Sådiscene er udstyret med et dybdehjul, som sidder monteret sammen med discene. Bag sådisene sidder der endnu et dybdehjul, og det betyder, at vi altid har mulighed for at placere såsæden i præcis den dybde, som opgaven kræver. Hjulene kan køre sammen, eller køre enten på det ene eller andet dybde hjul, som kan være en fordel afhængig af jordtype, afgrødemængde der køres i, jordens beskaffenhed samt våde eller tørre såforhold, fortalte Cyrille Geneste, indehaver af Sly under den franske maskinudstilling, Sima, da han i foråret viste ny modeller af Sly Boss såmaskiner.

- At discene er skråstillet betyder også, at vi ikke behøver en vanvittig tung maskine, for at kunne lægge såsæden i den optimale dybde. Mange snakker om skærtryk i kg - vi taler om det i bar, da skærtryk i kg afhænger af vægten på såmaskinen. Men når man kører stærkt fremad, har vægten ikke nær så meget at sige, som det hydrauliske tryk de stråstillede skær trykker med i jorden.