Valtra har haft dansk bedrift med i udviklingen af Valtra Connect-systemet, som udvides til flere traktorer i 2019.

På et pressemøde har Valtra netop offentliggjort flere nyheder og opdateringer til den finske traktorproducents produkter, og Danmark var nævt i forbindelse med udviklingen af det nye Valtra Connect-system.

Igennem Valtra Connect kan man få adgang til oplysninger om sin traktor, såsom brændstofniveauer, GPS-placering, canbus-signaler, maskinens tilstand og meget mere enten over sin smartphone eller computer. Traktorens ejer kan også dele adgangen til maskinens data med deres serviceforhandler, der kan bruge informationen til at planlægge traktorens serviceintervaller proaktivt eller diagnosticere fejlsituationer.

Hos DanRoots i Danmark har man været med til udviklingen af ValtraConnect.

- Vi dyrker 700 hektar med grøntsager, og hovedsageligt gulerødder, alt i alt kommer vi på på 3.000 hektar, fortæller Peter Vestergaard, indehaver af DanRoots.

Hos DanRoots har man 25 Valtra-traktorer, og i foråret, når der kører flest enheder er man oppe på 50 med hjælp fra maskinstationer.

- Vi er spredt ud i et område på 100 kilometer fra det østlige til det vestlige Jylland, og derfor har vi længe været på udkig efter et system som Valtra Connect.

- I sæsonen bruger jeg 90 procent af tiden i bilen eller i marken, og her bruger jeg app'en på min smartphone til at kunne planlægge ud fra, da jeg har fuld overblik over alle enheder, fortæller Peter Vestergaard.

Til flere modeller

Efter første års pilotprojekt, er servicen nu kommercielt tilgængelig til traktorer i N- og T-serien og senere i 2019 vil servicen også være tilgængelig i A- og S-serien.

- Fra begyndelsen af 2018 er alle SmartTouch modeller i N- og T-serien blevet udstyret med Valtra Connect telemetri. Kunder, der ønsker at aktivere tjenesten, kan nemt gøre det ved at kontakte deres forhandler, fortæller Mikko Lehikoinen, Vice President Marketing Valtra.

Hos Valtra i Danmark havde man fået muligheden for at vise systemet til Agromek 2018, og man fortæller, at servicen er gratis de første tre år til alle nye Valtre-traktorer.