Aktiviteterne er tydelige allerede inden man træder indenfor i virksomheden hos Wima/Solus på Lisenborgevej 6 i Bølling. Udenfor bygningerne lyder der kraftige hammerslag på stål og gnistrende svejselyde. Indehaver Jens Horsbøl byder indenfor og viser rundt i de fire haller, hvor to svende, fire lærlinge og en enkelt medarbejder i arbejdsprøvning fra en institution i Borris er i fuld sving med både reparationer og opbygning af maskiner.

Wima/Solus har som den eneste maskinproducent i Danmark specialiseret sig i egenproduktion af specialmaskiner til både landbruget, store dele af landets kommuner, industrikunder, boligforeninger og kirkegårde.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Virksomheden har et bredt sortiment på hylderne, men har primært specialiseret sig i slamsugere, tipvogne og drænspulere.

- Kunderne har fundet ud af, at vi kan klare opgaven, hvis de har specielle ønsker og behov. Vi har faktisk de eneste i Danmark, som kan løse disse opgaver, og det ved kunderne, fortæller indehaver Jens Horsbøl.

80 procent af omsætningen bliver solgt i Danmark, mens 20 procent bliver sendt ud af landet. Eksporten går primært til landene omkring Østersøen, lande som Polen, Sverige, Norge, Finland, Rusland og Tyskland. Dertil kommer Færøerne og Grønland.

Maskinproducenten har netop afleveret en stor ordre på to slamsugere til Avannaata Kommunia i Grønland. Slamsugerne koster i runde tal tæt på en million kr. pr. stykket, men Jens Horsbøl er ikke så meget for at snakke priser.

- Det postitive ved vores branche er, at kunderne ikke kan gå ud og sammenligne priser. Det er ikke det samme, som når man skal ned og købe en pakke smør, og alle prøver at underbyde hinanden, siger indehaveren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fyldt ordrebog

Jens Horsbøl kan fejre 30 år i branchen som selvstændig. For 10 år siden overtog han hele firmaet efter et mangeårigt kompagniskab med Benny Pedersen.

I dag kan Jens Horsbøl med tilfredshed kigge i ordrebogen. Frem til marts i 2019 står ordrene tætpakket, og værkstedet og montageafdelingen er fuld booket. Sådan har ordrebogen faktisk set ud de sidste mange år. Wima/Solus er fire gange blevet kåret som gazellevirksomhed, senest fik virksomheden den flotte titel for vækst med gazellefart i 2017.

- Vi har et mål om fortsat vækst, men vi skal også kunne følge med. Det sker af og til, jeg må sige nej til nye opgaver, fordi vi først og fremmest skal overholde de aftaler, vi allerede har indgået, siger Jens Horsbøl.

Hvis Horsbøl kigger ind i 2019 venter to store ordre fra to af landets kommuner. En kommune har bestilt en lastbilslamsuger og en anden kommune har bestilt en traktorslamsuger. Begge er på 8000 liter.

De sidste 10 år har Jens Horsbøl stille og roligt opbygget et solidt kundegrundlag både i Danmark, Skandinavien og Østersø-landene. I dag har maskinfabrikken en del forhandlere alene i Danmark og forhandlere i Tyskland, Sverige og Norge, som repræsenterer firmaet. Wima/Solus har også en agent i Grønland, som formidler ordre mellem firmaet og de grønlandske kommuner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Trofast personale

For at kunne imødekomme kundernes specialønsker, har Wima/Solus kun højtspecialiserede klejnsmede og multismede ansat, som virksomheden selv har uddannet. Til januar starter en ny lærling i lære som klejnsmed.

- Vi er simpelthen nødt til selv at uddanne vores folk, både for at få de rigtige kvalifikationer og for at få nok uddannet personale, fortæller Jens Horsbøl, der selv oprindelig er uddannet landbrugs- og bygningssmed.

Faktisk kan Wima/Solus godt bruge flere hænder i produktionen, men der er ikke plads til flere folk i hallerne, der er fyldt godt op af værktøj, maskiner og svejseudstyr.

Indehaveren er meget bevidst om, at det er vigtigt at have en god tone og en god arbejdsplads for at holde på personalet. Han er selv at finde på værkstedet, primært i montageafdelingen, og han prøver at fordele sin tid fifty-fifty mellem kontoret og værkstedet.

Hver fredag mødes hele holdet til morgenkaffe og rundstykker for at drøfte ugen og kigge frem i ordrebogen. Højtider og ferier bliver også skudt i gang med smørrebrød i kantinen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Værkfører Steen Stender har været ansat hos Wima/Solus i 10 år og er stadig glad for sit arbejdet.

- Efter 10 år har Jens og jeg vist fået slebet de fleste kanter af, griner Steen Stender og giver chefen et venligt klap på skulderen.

- Jeg har en spændende arbejdsplads, både med de opgaver, vi får ind og løser for vores kunder, og med de lærlinge, som vi får ind, fortæller værkføreren.

Kobler af på jagt

Jens Horsbøl er 64 år, men har ingen planer om salg af virksomheden, pension eller generationsskifte. Han har selv tre døtre, der er gået meget forskellige veje og aldrig i nærheden af maskinproduktion. En datter er socialrådgiver i Skjern, en anden datter er cand. mag. og medlem af Århus Byråd, den yngste læser statskundskab i Århus. Mens pigerne var mindre havde de tjansen med rengøring i firmaet. I dag har fruen, Kaja Horsbøl, overtaget jobbet og holder personalerumene i orden.

- Jeg håber da på sigt, at der kommer en person, som vil overtage virksomheden, men ikke ret mange ønsker i dag at være selvstændige, siger Jens Horsbøl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selv arbejder han cirka 60 timer om ugen. Men helt uden ærgelse. Det er et valg, han er glad for. Privat bor han lige overfor sin virksomhed, så det er nemt lige at tage en ekstra time på kontoret eller gå over gaden i weekenden. Men den arbejdsfacon prøver han at begrænse.

- Når der er lukket og slukket, så holder jeg fri, siger han med et skævt vestjysk smil.

Tre gange om året pakker Jens Horsbøl jagtrifflen og drager til Polen sammen med en flok jagtkammerater. På opslagstavlen på kontoret hænger to billeder af en knælende Jens Horsbøl ved siden af to store vildsvin skudt i Polen.

Jagtkammeraterne går også på jagt efter rådyr, fasaner og harer i Danmark. Men det er i Polen de helt store dyr skydes.

- Det handler om at få computeren på reset, fortæller han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

13. november kan maskinfabrikken fejre 30 år i branchen. Jubilæet skal ikke fejres med store armbevægelse, men der er dog planlagt en reception i værkstedet i Bølling ved Skjern for kunder, forretningsforbindelser og forhandlere.