Så er den gal igen. Denne gang slog tyve til på Als, hvor Sydals Gylle og Maskinstation fik stjålet tre John Deere GPS-anlæg samt skærme fra hjemmeadressen natten til tirsdag den 12. september mellem klokken 22 og 6.30.

- Tyveriet er sket fra maskinhuset, hvor anlæggene var monteret på traktorerne, fortæller Ole Nielsen, medindehaver af Sydals Gylle og Maskinstation, som er rigtig træt af situationen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi plejer altid at afmontere anlæggene, når vi parkerer i marken, men vi havde ikke regnet med, at det var nødvendigt hjemme i maskinhuset. Men det kan vi desværre konstantere, at det er, fortæller han.

Tyveriet drejer sig om tre forskellige antenner og tre forskellge terminaler:

- Tyvene er løbet med den helt gamle ITC-antenne, en 3000-antenne samt en 3000 RTK-antenne. Desuden har vi også mistet en 1800-, en 2600- samt en 2630-terminal, fortæller Ole Nielsen, som nu har lånt et anlæg til såningen i den kommende weekend.

- Vi skulle helst igang med at så i weekenden, og da jeg ingen markør har på min såmaskine, er vi ret afhængige af autostyringen, fortæller han, og gør samtidigt opmærksom på de mange marker og spor, som var lagt ind i anlæggene.

- Heldigvis tager jeg jævnligt en back-up af systemet, så jeg håber på, at langt de fleste linjer stadig er i vores system.