På dette års Agritechnica vil man på New Holland-standen kunne opleve verdens hidtil stærkeste serieproducerede mejetærsker nu blive endnu stærkere: New Holland CR 10.90 vokser fra 653 hestekræfter til 700 hestekræfter.

Sammen med en række andre opdateringer skiller den nye CR-serie sig ud fra de tidligere modeller - blandt andet med mere gul maling på maskinen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Man har valgt at male en langt større del af maskinen gul frem for sort, hvilket betyder, at det nu kun er kabinens bund samt korntankens top som er sort. Resten af maskinen er gul.

Det betyder både rotorhus, korntanken samt flere andre komponenter på maskinen nu er gule.

Flere ting klares fra sædet

Den nye mejetærskerserie får en række opdateringer - blandt andet i form af hydraulisk topstang til justering af skærebordskip-vinklen, som nu kan vælges som ekstraudstyr.

Af standardudstyr er der blandt andet blevet plads til en ny fjederbelastet tærskebrossikring, hvor chaufføren vil få en alarm, og skal stoppe mejetærskeren, hvis der sker en overbelastning af tærskebroerne, som automatisk vil falde væk fra rotoren. Efter blokeringen er væk vil broerne igen køre tilbage til udgangsposition ved hjælp af en elektrisk motor, og dermed er chaufføren fri for at skal ud af kabinen.

Fra kabinen stilles de elektriske rotor-ledeskinner også.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledeskinneren sidder oven på roterne i rotorhuset, og er med til at bestemme, hvor længe materialet skal være i rotoren. Jo mere åben de står, jo hurtigere kommer materialet igennem rotoren.

Skinnerne kan indstilles i trin af frem procent fra 10 til 26 grader, og det hele styres trinløst fra kabinens højrearmlæn. Der er i alt otte ledeskinner monteret på maskinen.

Optimeret flow

New Holland har på den nye CR-serie gjort meget ud af at optimere materialeflowet igennem maskinen, ved blandt andet at sætte en anden føderulle i maskinen, som sørge for at tage materialet fra sluget og føde de to langsgående rotorer.

Diameteren er reduceret og medbringerne på rotoren er forøget. I følge New Holland skulle det give et mindre effektbehov på otte hestekræfter.

Det samme gør sig gældende på rotorerne, hvor slaglerne nu er 7,62 centimeter høje frem for 5,72 centimeter. Der er desuden blevet 22 procent mere plads i rotorhuset, idet rotorenscenterrør er blevet reduceret i diameter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sprede i fuld bredde

En udfordring ved de stadig bredere og bredere skæreborde, er at få materialet fordelt ordentligt i hele skærbordsbredden.

New Holland har blandt andet monteret en ny avnespreder på maskinen, som skulle have kapacitet til at sprede materialet ud på 45 fod. Omdrejningerne på snitterotoren er øget fra 3.500 til 4.000 omdrejninger og selve spredevingerne i New Hollands OptiSpread har fået V-formet kastevinger samt et mere lukket hus, og en reduktion af omdrejningerne fra 800 til 600 omdrejninger i minuttet.

New Holland fortæller, at man har erfaret, at hvad angår hastigheden på spredevingerne, så vil materialet blive spredt bredere og mere jævnt, ved lave omdrejninger på spredevingerne.

Det har reduceret brændstofforbruget, og New Holland fortæller, at den nye halmsnitter med spredevinger spare 15 kilowatt i brændstof sammenlignet med tidligere.

Stor kraft

De 700 hestekræfter, som den nye topmodel i CR-serien, CR 10.90 har i motorrummet, leveres fra Fiat Powertrain Tecnologies (FPT) i form af en 16 liters Cursor-motor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den fulde effekt får man til rådighed under snitning af aflæsningen.