Italien - Det største Agco-projekt nogensinde. Så omfattende beskriver Agco selv arbejdet bag den nye mejetærsker, som koncernen netop har offentliggjort ved et pressearrangement på Agcos italienske mejetærskerfabrik i Breganze.

Det er ingen hemmelighed, at Agco har haft svært ved at få ordentligt fat på markedsandelene, når det kommer til mejetærskere, og derfor er det også en ret afgørende nyskabelse, som Agco har frembragt. Det er nemlig den nye mejetærsker, der har fået navnet Ideal, der skal sikre, at Agco kan høste markedsandele på høstmaskiner i fremtiden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvidt papir

At der er tale om en vigtig maskine, er heller ikke gået ubemærket hen hos Agco, der har arbejdet på projektet i fem år.

- Vi startede med et hvidt papir, og gentænkte mejetærskeren helt fra bunden. På den måde var vi ikke begrænset af, hvad de tidligere maskiner kunne, og hvordan de så ud. Det er en tilgang, der ikke har været brugt i 30 år, forklarede Eric Hansotia, der er chef for Global Crop Cycle og Fuse Connected Services hos Agco.

Og hvad er så resultatet af fem års arbejde på hvidt papir fra Agcos ingeniører?

Den nye Ideal-mejetærsker udmærker sig på flere punkter, og først og fremmest er det værd at bemærke, at mejetærskeren leveres i grå - både fra Fendt, Challenger og Massey-Ferguson.

Dernæst er det vigtigt at vide, at Agco er gået væk fra en hybridmaskine, og i stedet har man valgt at lave den nye Ideal-mejetærsker som en rotormejetærsker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tre udgaver

Ideal-mejetærskeren bliver tilgængelig i tre størrelser med modelbetegnelserne 7, 8 og 9. Den mindste har 450 hestekræfter, 8-serien har 540 hestekræfter og topmodellen får hele 650 hestekræfter. Agco Power leverer selv motorerne til 7-serien, mens MAN står for motorerne i de to største serier.

I 7-serien vil der være en enkelt Helix-rotor, mens der i 8 og 9-serierne vil være to Helix-rotorer. Alle de tre serier kommer ligeledes i tre modeller - én til almindelige marker, én til meget kuperet terræn og én med bælter.

De nye mejetærskere lanceres på Agritechnica, men der kommer til at gå et stykke tid, før danske landmænd kan få fingrene i dem. Agco oplyser, at det kommende år i høj grad skal bruges på demokørsel, inden produktionsvolumen bliver så stor, at der for alvor kan sælges af maskinerne.

Ideal-mejetærskeren bliver udstyret med en kæmpestor korntank på 17.100 liter, der kan tømmes med en hastighed på 210 liter i sekundet - hvilket ifølge Agco er markant hurtigere end konkurrenterne. Det hurtige tømning betyder, at det ifølge Agco blot tager 1 minut og 35 sekunder at tømme den 17.100 liter store korntank.

Smal maskine

I en tid hvor landbrugsmaskiner bliver større og større, er der særligt to ting, der giver ingeniører grå hår. Transportbredde og marktryk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Her mener Agco, at man med den nye Ideal-mejetærsker har formået at løse begge udfordringer. Det sker ved at Ideal-mejetærskeren kan levere kapacitet som en seriøs stortærsker, men samtidig er mejetærskeren meget smal. Det kan lade sig gøre, fordi rotorerne er blevet forlænget til 4,8 meter, så man kan håndtere den store afgrødemængde. Den lange rotor er også i stand til at arbejde ved lavere omdrejninger, hvilket sparer på brændstoffet og derudover er det ekstra skånsomt ved halmen. Når halmen forlader rotoreren, bliver det leveret direkte til snitteren, hvilket ifølge Agco også er med til at spare plads i maskinen.

Agco oplyser, at man som den eneste producent kan levere en mejetærsker med over 500 hestekræfter, der med 800-dæk eller 660 millimeter brede bælter stadig vil være under 3,3 meter bred.

Automatisk tilkobling

Som noget helt nyt har Agco introduceret en mulighed for automatisk tilkobling af skærebordet med et enkelt tryk fra kabinen.

Agco oplyser, at skærebordet kan tilkobles på blot fem sekunder, og det sparer altså chaufføren for en tur ud af maskinen og en potentiel farlig arbejdssituation. Mejetærskeren er ligeledes i stand til at huske skærebordsindstillingerne fra sidste arbejdsgang, så man slipper for at indstille dette igen. Ideal-mejetærskeren er udstyret med et Powerflow-skærebord på 40 fod, men Agco har også gjort maskinen i stand til at løfte 6,5 tons med sluget, og det skulle være med til at sikre, at maskinen er klar til endnu større skæreborde i fremtiden.

Ny kabine

På den nye Ideal-mejetærsker har Agco installeret en ny kabine, der har fået navnet Vision Cab. Navnet dækker over, at man som chauffør skal have så stort et udsyn som muligt, og det opnår Agco blandt andet ved, at det nu er muligt at skubbe terminal for enden af højre armlæn ud til siden, så den ikke blokerer for udsynet ud af forruden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er også monteret LED-arbejdslys på maskinen, så det er muligt at høste efter mørkets frembrud.

Følger afgrøden

Som noget nyt har Agco også indført et automatisk system til indstilling af mejetærskeren. Det nye system gør maskinen i stand til at genkende, hvilken afgrøde, der køres i, og herefter automatisk optimere maskinen, så høsten kommer i hus på den mest effektive vis. Samtidig har Agco gjort det muligt at vælge sin personlige høststrategi med et enkelt klik. Man kan vælge at fokusere på høj kapacitet eller kernekvalitet, og så indstilles mejetærskeren automatisk til dette.

Det er ikke nyt, at der sidder sensorer, der holder øje med afgrøden i maskinen, så man eksempelvis kan undgå blokeringer. Som noget nyt har Agco dog øget antallet af sensorer til 52, så afgrøden nu bliver fulgt gennem hele mejetærskeren. På den måde bliver mejetærskeren hele tiden fodret med data, som kan bruges til optimering af kørslen - uden at chaufføren skal tage stilling til det. Det bliver ligeledes muligt at få billeder af den høstede afgrøde i kabinen, så man kan tage stilling til kvaliteten.

De danske ingeniører fra Agcos afdeling på den tidligere Dronningborg-fabrik i Randers har været særdeles aktive i tilblivelsen af den nye stortærsker, og særligt arbejdet med sensorer er foregået i Danmark, hvor den nye Ideal-mejetærsker også har kørt test i blandt andet frøgræs. Under udviklingen af mejetærskeren har Agco rejst kloden rundt for at finde de mest vanskelige afgrøder, hvor de har testet maskinen.