Den nye Amazone Cataya 4000 Super bokssåmaskine og de nye TwinTec såskær havde debut på Agromek 2016. Ved en demonstration først i august måned kunne de to nyheder opleves i den fede muld på Torpgård ved Fredericia sammen med en hel buket af nyheder fra Amazone.

Amazone Cataya 4000 Super er en avanceret bokssåmaskine med elektronisk dosering.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den elektroniske dosering gør det let at indså såmaskinen, og elektronikken gør det også muligt at regulerer udsædsmængden efter et udbyttekort, siger Anders Clemmensen, Brøns Maskinforretning og tilføjer:

- Alle indstillinger på såmaskine foretages på venstre side, og som option kan såmaskinen leveres med en ekstra terminal, så indsåningen kan foretages direkte på såmaskinen. Rækkeafstanden er på enten 12,5 eller 16,6 centimeter, og maskinen er monteret med de nye TwinTec-såskær.

Såskæret har dobbelte skiver med en diameter på 34 centimeter, og efter skærene kommer der et kombineret pakke og dybdehjul.

- Vinklen imellem de to skiver er på kun tolv grader. Det gør det let at trække såmaskinen, og samtidig er det let at lykke den smalle sårille til og skabe god kontakt imellem såsæd og jord, forklarer Anders Clemmensen.

Nye plove

Demonstrationen bød også på nye plove fra Amazone. Virksomheden var i fuld gang med at udvikle egne plove, da den tyske producent overtog hele plovprogrammet fra Vogel & Noot. Den demonstrerede plov med modelbetegnelsen Cayros XSV er udviklet af Vogel & Noot og optimeret af Amazone. Ploven er med hydraulisk stensikring og blev demonstreret med både traditionelle muldplader og risteunderplove. Den liftophængte plov er designet til traktorer med op til små 400 hestekræfter og kan leveres med op til seks furer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Brøns Maskinforretning oplyser at Amazone også har halvbugserede plove på tegnebrættet.

Bred premiere

De besøgende kunne for første gang se en Amazone Catros+ 12003-2TS med arbejdsbredde på 12 meter i arbejde. Arbejdsdybden på de to rækker tallerkner indstilles hydraulisk, og takket være ConturFrame og en opdeling i sektioner, holder den brede harve også på kupperede marker en ensartet arbejdsdybde.

Harven henvender sig specielt til bedrifter med faste kørespor, og Brøns Maskinforretning pointerer, at harven har en effektiv arbejdsbredde på 12 meter.

Harven kan leveres med fem forskellige valser og den blev vist med en matrix-valse, som har et perforeret mønstre, som ikke glitter jorden.