Holland - På Agritechnica i 2015 introducerede Kverneland deres Turbo-harve i to bugserede udgaver på henholdsvis 6,5 og 8 meter. Nu er den japansk-ejede landbrugskoncern klar med hele fem nye modeller i Turbo-serien, men til forkel fra de tidligere, tager de nye modeller plads i liften.

De fem modeller går fra en bredde på tre meter op til seks meter. De to mindste på henholdsvis 3 og 3,5 meter er faste, mens harverne på 4, 5 og 6 meter klappes sammen under transport. Kverneland slår selv på, at prisen på de nye Turbo-harver vil være lavere end de bugserede udgaver, at de nye harver kan bruges under alle forhold, og at Turbo-harverne kan arbejde i dybder fra tre til 20 centimeter ned i jorden.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Med Turbo-harven arbejder du bredt, og du optimerer traktorens hestekræfter og maksimerer dit output til en lavere pris, forklarer Guillaume Hulin, der er chef for Kvernelands franske Les Landes Génusson-fabrik.

De nye harver - der blev vist frem ved et pressearrangement, som Maskinbladet var inviteret til af Kverneland, kan opleves på Agritechnica i efteråret. Turbo-harverne er udstyret med fire rækker tænder, og her er Kverneland også klar med nye muligheder. Man kan vælge mellem en S-tand og en C-tand, og der er også to muligheder, når det kommer til planeringsudstyret, hvor man enten kan få discs eller stave.

- Kverneland arbejder altid på at gøre arbejdet nemt og sikkert for brugeren, så det sparer på den dyrebare tid. Derfor kan alle justeringer af harven klares uden værktøj. Dybden justeres med hydrauliske cylindre og afstandsstykker, og planeringsudstyret med en spindel, siger Guillaume Hulin.