Foreløbig bliver det modellerne T6.145, T6.155, T6.165 og T6.175 som får glæde af den nye Dynamic Command transmission. Ud over den nye transmission, der er med tre gruppegear og otte powershift trin, kan modellerne også leveres med den treinløse Auto Command transmisson og med Electro Command, som er en semipowershift transmission med fire gruppegear og fire powershifttrin.

Konstant trækkraft

Den nye transmission, som bygges af New Holland på transmissionsfabrikken i den Italienske by Modena, er opbygget med de fire lige gear og en kobling på en aksel og de fire ulige gear og en kobling på en anden aksel. Når et ulige gear kobles fra med den ene kobling, har den anden kobling allerede et lige gear i indgreb. Ifølge New Holland giver det et silkeblødt gearskifte, uden at trækkraften på noget tidspunk afbrydes. Retningsskiftet fortages ligeledes af to koblinger, som sikrer at retningsskiftet foretages blødt, og uden risiko for at traktoren løber, når der skiftes kørselsretning i bakket terræn. Aggressiviteten på vendegearet kan indstilles i tre niveauer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bremser virker som kobling

Dynamic Command har en række auto-funktioner, der betyder, at transmissionen på en række områder ligget tæt op ad en trinløs transmission.

Ved arbejdsopgaver, som eksempelvis læsseopgaver, hvor der ofte stoppes op, behøver føreren blot at træde på bremsepedalen, for at stoppe traktoren. Når bremsen igen slippes, kobler transmissionen automatisk til og kørslen kan fortsætte. Samme funktion er også anvendelig ved transportkørsel, når der stoppes op i et vejkryds.

Sammen med Ground Speed Management, hvor transmissionen automatisk skifter gear og justerer motoromdrejninger i forhold til hastighed og belastning, giver det føreren mulighed for at koncentrere sig om at køre traktoren. Ground Speed Management kan sættes op til at udføre transporten med færrest mulige omdrejninger på motoren, hvilket reducerer brændstofforbruget.

Højere effekt ved hurtig transport

Med Transport Power Management ændrer FPT motorerne automatisk karakteristik, når hastigheden kommer over 22 km/t. Ved at forskyde effektkurven opad, får motoren en større effekt ved højere motoromdrejninger, og dermed stilles der større mulig effekt til rådighed både til acceleration og til den hurtige transport.

To varianter

Traktormodeller med den nye Dynamic Command transmission leveres i to udstyrsvarianter. Begge leveres med SideWinder II armlæn. Den en er med elektrisk betjening af hydraulikventilerne, mens den anden version har mekanisk betjente ventiler. Den mekaniske betjening sker med håndtag placeret forrest på armlænet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kørehåndtaget, som New Holland kalder CommandGrip, leveres enten som fast eller som bevægelig, hvor gearene skiftes ved at skubbe håndtaget fremad. Funktionen anvendes eksempelvis sammen med Ground Speed Management, hvor håndtaget blot skubbes fremad indtil den ønskede hastighed er nået.

Hurtigt styrtøj

New Holland T6 bliver også tilgængelig med det nye CoustomSteer, hvor blot en enkelt omgang med rattet får forhjulene til at dreje fra fuldt styrudslag til højre og til fuldt styrudsalg til venstre.

Sammen med koblingsfunktionen i bremsepedalen og joystick-betjeningen. gør det New Holland Dynami Command til den fødte frontlæssertraktor.