Det kom som lidt af et chok, da Samson Agro opsagde samtlige forhandlere af Samson gyllevogne for at starte egen maskinforretning ved navn Samson Agrolize.

Nu har Samson Agrolize tilføjet endnu et mærke til forhandlerlisten - hollandske Bomech, der laver slæbeskærbomme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det kan måske virke en anelse spøjst, at Samson Agrolize - der er tæt forbundet med Samson Agro - nu skal sælge varer fra et andet mærke, men det er der intet odiøst i, lyder det fra Henrik Kirketerp-Møller, der er direktør i Samson Agrolize:

- Selvom vi er søsterselskab til Samson Agro, så er vi en maskinhandler som alle andre. Når vi har kunder, der ønsker et bestemt produkt - eksempelvis en Samson-vogn med Bomech-bom - så skal vi selvfølgelig have det i programmet, siger han.

En niche

Hollandske Bomech har specialiseret sig i udvikling af slæbeskærbomme, og det er et mærke, der kan købe hos flere forhandlere i Danmark, og det bliver der ikke ændret på, selvom Samson Agrolize nu også skal forhandle Bomech.

- Der vil blive solgt adskille bomme, for det er et mærke, der er populært i Danmark. Der er en niche af kunder, der foretrækker at køre med den type bom, og det vil vi gerne være en del af, siger Henrik Kirketerp-Møller.

God kvalitet

Når Samson Agrolize fremover skal sælge Bomech-bomme, så mener Henrik Kirketerp-Møller, at det tætte forhold til Samson-fabrikken bliver en stor fordel for kunderne:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det betyder, at samlesættet mellem vogn og bom bliver produceret af fabrikken, hvilket må give en højere kvalitet. Vi sikrer os, at vognene passer til bommene, og derfor bliver monteringskvaliteten bedre, siger han.