Nordvestjysk Traktorservice udvider produktprogrammet inden for græs og høstgrej med tyske maskiner.

Fremover kan forretningen med base i Hurup i Thy sælge og servicere Krones produktprogram med skårlæggere, spredere og river, samt pressere og finsnittere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Produktprogrammet fra Krone bliver et supplement til det eksisterende program fra Kverneland.

- Peter F Nielsen, indehaver, Nordvestjysk Traktorservice.

Hovedforhandlingen for Nordvestjysk Traktorservice er Case IHs produktprogram.

Udvidelse af programmet.

På nuværende tidspunkt har Nordvestjysk Traktorservice Kvernelands produktprogram inden for både græs og jordbearbejdning, og det forsætter.

- Produktprogrammet fra Krone bliver et supplement til det eksisterende program fra Kverneland, og udvidelsen skyldes, at vi målrettet vil ud og ramme de topprofessionelle bedrifter og maskinstationer inden for græsområdet, som netop efterspørger det tunge maskineri, som Krone producerer, fortæller indehaver af Nordvestjysk Traktorservice, Peter F. Nielsen.

Fokus på service

Kunderne har allerede taget godt imod de nye tyske maskiner i forretningen, og sælger Søren Jakobsen, har allerede solgt de første Krone-maskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Indtil videre er den første Krone bigballepresser samt Krone storrive solgt, lyder det fra den nordvestjyske sælger, som også kan fortælle, at flere tilbud er sendt afsted.

Den jyske maskinforretning føler sig godt rustet til fremtiden som Krone-forretning, idet forhandlingen allerede er i "familien".

- Da jeg sammen med Carsten Carøe Sørensen fra Case IH-forhandleren Sørensen og Lynggaard i Viborg, også ejer Maskincentrum i Aulum, hvor vi allerede har Krone-forhandlingen, så kender vi allerede til maskinerne, fortæller Peter Nielsen, som påpeger, at det kan der drages store fordele af:

- Vi dækker nu et ret stort område med Krone-maskinerne, og det giver service-folkene et godt know-how inden for maskinerne og vi kan endnu bedre servicere Krone-kunderne dag og nat i sæsonen.

Store bedrifter kræver store forhandlere

Netop service-niveauet, som inden for professionelle græsmaskiner også foregår efter klokken 16, er noget, der kræver store forhandlere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis vi skal yde den bedste service for vores kunder, er det nødvendigt med forhandlere, som har en vis størrelse, for at kunne håndtere opgaverne, fortælle Claus Fey, produktchef hos Brøns Maskinimport, som er den danske importør af Krone.

Han fortæller desuden, at de nuværende forhandlere i området fortsætter med at være Krone-forhandlere.

- Aftalen med Nordvestjysk Traktorservice skyldes simpelthen, at vi ønsker at stå stærkere i området, fortæller han.