Lemken Juwel var en af de første plove med elektronisk indstilling af blandt andet plovens hældning og pløjedybden. De elektroniske funktioner kontrolleres enten fra en ekstern terminal eller fra traktorens terminal.

Men ikke alle kunder har behov for at kunne justere ploven fra førersædet, og derfor introducerede Lemken sidste år Juwel 7 i en M-version, hvor blandt andet hældning indstilles manuelt. Nu lancerer Lemken også den kraftigere Juwel 8 i en M-version med mekanisk indstilling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ud over at holde furen lige kan udstyret også tilpasse plovens arbejdsbredde, så mindre kiler rettes op.

Matthias Maasackers, Lemken.

Forskellen på Juwel 7 og 8 er, at den mindste model har en hovedramme på 120x120 millimeter, mens rammen på Juwel 8 måler 140x140 millimeter. På begge plove har rammen en godstykkele på ti millimeter. Ud over rammen er også vendehovedet og delene i Optiquick-indstillingssystemet gjort kraftigere på Juwel 8.

Hydraulisk dæmpet

Til Juwel-modellerne med elektronisk indstilling udviklede Lemken et landhjul, hvor olien i den hydrauliske indstilling også blev brugt som dæmpning af landhjulet, når ploven vendes. Udstyres M-varianterne med hydraulisk landhjul, arbejder Lemken videre med det princip. Men da Juwel M er uden elektronik, har Lemken udviklet en speciel ventil, som sørger for at olien giver den rigtige dæmpning af landhjulet.

Tilpasset fremtiden

Traktorer monteres til stadighed med både bredere og højere dæk. Det udfordrer plovfabrikanten, og for at bevare de optimale træklinjer, har Lemken hævet bæreakslen en anelse på de nye plove. Når dækbredden øges, og totalbredden skal holdes konstant for at overholde lovgivningen, bliver sporvidden på traktorerne smallere. Derfor har Lemken ændret geometrien i Optiquick, så ploven også kan tilpasses traktorer med smal sporvidde.

DuraMaxx som standard

Lemken Juwel leveres som standard med DuraMaxx underplove, hvor bryst- og muldplader monteres uden bolte. Sliddele uden huller kan hærdes ekstra hårdt, og ifølge den tyske producent forlænger det levetiden på sliddelene med cirka 150 procent. Når sliddelene endelig skal skiftes, tager det kun nogle få minutter at montere nye sliddele på en underplov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I M-versionen kan Juwel også leveres med traditionelle sliddele.

Med introduktionen af Juwel M har Lemken kompletteret Juwel-serien, og inden for det næste år erstattes de velkendte Europal- og Variopal-modeller af Lemken Juwel.

Styres af GPS

Til den sofistikerede Juwel 8 TCP V, som kontrolleres enten fra en Lemken CCI-200-terminal eller direkte fra traktorens terminal, har Lemken udviklet et GPS-udstyr. Udstyret modtager signalet fra traktorens GPS-antenne og anvender traktorens position til at justere furebredden på ploven, så furerne bliver snorlige.

- Ud over at holde furen lige kan udstyret også tilpasse plovens arbejdsbredde, så mindre kiler rettes op, og der afsluttes nøjagtigt i modsatte side af marken, forklarer Matthias Maasackers, Lemken.