Med udsigt til Kerteminde Fjord og flot vejr kunne rammerne ikke have været bedre, da Kverneland var vært, for det de kalder Store Agrodag, der fandt sted tirsdag den 21. juni.

Et sted mellem 500 og 600 danske landmænd og maskinhandlere mødte op til den store markdemonstration, som fandt sted tæt på Kvernelands fabrik i Kerteminde på Fyn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har valgt at holde dette arrangement, for at møde vores kunder, og komme lidt tættere på dem. Det giver os muligheden for at vise mere grej, end hvis vi står på en udstilling, sagde Jesper Svendsen, der er produktchef hos Kverneland i Danmark.

Og grej var der nok af - på de to store demomarker havde Kverneland rullet en stor del af maskinprogrammet ud. Markerne var delt ind i en jord- og en græsafdeling, og særligt i græsafdelingen var der store nyheder. Som tidligere beskrevet her på Maskinbladet, kunne gæsterne se Kvernelands nye Fastbale-ballepresser, som udmærker sig ved at kunne presse 100 baller i timen, og Kvernelands nye skårlæggersæt, der har en arbejdsbredde på 10,2 meter. Du kan læse mere om ballepresseren her og om skårlæggeren her.

Danmarkspremiere

Udover ballepresseren og det nye skårlæggersæt havde Kverneland også medbragt den store selvkørende iXdrive-sprøjte, som blev præsenteret på Agritechnica i 2015.

Det var første gang, at den selvkørende iXdrive-sprøjte blev vist frem for den danske offentlighed. Sprøjten markerer sig ved at kunne leveres med bomstørrelser fra 27 til 40 meter i stål, eller fra 24 til 30 meter med en aluminiumbom. Bomophænget er et affjedret pallogram.

På Store Agrodag blev sprøjten fremvist med en bom på 33 meter, og den atypiske bomstørrelse skyldes, at sprøjten allerede er solgt, og skal leveres til en hollandsk landmand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kabinen på iXdrive-sprøjten er en Claas niveau fire-kabine, og motoren overholder Tier IV-emissionskrav.

Elektronisk plov

Efter den omfattende markdemonstration blev de mange gæster fragtet til det smukke Lundsgaard Gods, der har udsigt over Kerteminde Bugt.

Her var der stillet an til en stor maskinudstilling på gårdspladsen, og Jesper Svendsen fra Kverneland kunne afsløre endnu danmarkspremiere. Under det sorte klæde stod Kvernelands i-Plough 2500 der, fik titlen Machine of the year på vinterens Agritechnica. Ploven er styret med Iso-Bus, og ifølge Kverneland kan alt styres fra kabninen.

- Det er unikt, at ploven styres med Iso-Bus. Vi tror på, at komfort og præcision er fremtiden, og jo nemmere det er at justere et redskab, jo større er sandsynligheden for, at det bliver gjort. Derfor er det vigtigt, at det nu kan klares fra kabinen, sagde Jesper Svendsen til Maskinbladet.

Afsløringen af den nye plov blev godt modtaget af det mange gæster, og Jesper Svendsen var da også ganske tilfreds med Kvernelands Store Agrodag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ordet succes er det første, jeg tænker på. Vi har haft et rigtigt flot fremmøde, og vejret har været fantastisk. Det kunne ikke have gået bedre, sagde Jesper Svendsen.