Når LMO afholder Plantetræf tirsdag d. 7. juni, vil de fremmødte få muligheden for at se nærmere på seks sprøjter.

Det drejer sig om to selvkørende og fire trailersprøjter fra henholdsvis Amazone, Horsch, Bargam, Dammann, John Deere og Lemken. Det særlige ved dette arrangement er, at sprøjterne bliver sendt ud på en pukkelpist, så tilskuerne får mulighed for at se, hvordan bombevægelserne påvirker sprøjtningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Arrangementet afholdes på forsøgsarealerne ved Lyngbygård nær Harlev, og arrangementet slutter klokken 21. På det tidspunkt vil sprøjterne dog køre en ekstra tur med forskellige dyser, hvor man ved hjælp af ultraviolet lys kan se alle dråber, og hvor de rammer.

- Det er virkelig en øjenåbner for de fleste. Normalt kører vi bare, men her kan vi med egne øjne se resultatet, og om det har ramt de påtænkte steder, lyder det fra Hans Thostrup, der er konsulent hos LMO.