Maskinbladet, Osnabrück - Tyskland.

Hvert andet år valgfarter folk til den tyske by Osnabrück, når Amazone inviterer til markdemonstrationen Amatechnica.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I år var der over 1000 gæster til Amatechnica, som bød på en grundig præsentation af hele Amazones brede maskinprogram. Den danske Amazone-importør, Brøns Maskinforretning, arrangerede en bustur til Amatechnica, og de havde godt 180 danskere med til det store arrangement.

- Det er en god måde for vores kunder at få et indtryk af fabrikken og de folk, der arbejder med Amazone i Tyskland. Selvfølgelig kan de også se maskinerne, men det er næsten sekundært, siger Jeppe Hamann, der er medejer af Brøns Maskinforretning.

I år sendte Brøns Maskinforretning tre busser af sted med godt 180 danske landmænd og maskinhandlere, og det er sjette gang, at Brøns Maskinforretning sender danskere til Amatechnica.

- Turen er rigtig populær, og folk er rigtige glade for at komme herned, siger Jeppe Hamann.

Ny plov

Der giver sig selv, hvor Amazone har fundet inspiration til navnet Amatechnica, og ved dette års arrangement viste den tyske producent da også et produkt, som oprindeligt blev præsenteret på Agritechnica 2015.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det drejer sig om den nye Cayron-plov, der er udstyret med hydraulisk stensikring. Ploven bliver udviklet med henholdsvis fem og seks furer, og på Amatechnica viste Amazone den liftophængte plov i aktion. Der kommer dog til at gå lidt tid, før den kommer i jorden i Danmark.

- Vi regner med, at den først kommer til Danmark om et år, siger Martin Madsen, der er sælger hos Brøns Maskinforretning.