En busfuld elever fra Center for Jordbrug i Holstebro var fredag formiddag til åbent hus hos Anker Bjerre A/S for at se skolens nye traktor og såmaskine.

Traktoren er en New Holland T7.170 AutoCommand, og er monteret med autostyring og Michelin XeoBib dæk. Såmaskinen er en tre meter bred He-Va Combi Seeder. Før udsæden placeres af såmaskinens skiveskær, bearbejdes jorden af to rækker tallerkener og genpakkes af en stavpakkevalse. De to rækker tallerkener erstatter tre rækker harvetænder og et spring-board, som er standardudstyr på He-Va Combi Seeder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På Lægaard driver vi 40 hektar, som anvendes til undervisningsbrug. I undervisningen vil vi gerne giver eleverne indsigt i forskellige etableringsformer. Derfor har vi fået He-Va til at konstruere den specielle Combi Seeder til os. Med den kan vi så i både harvet og i pløjet jord. Sættet kan også let skilles ad, så vi kan anvende tallerkensektionen til stubbearbejdning, forklarer Jesper Søndergaard, der er tekniklærer på Lægaard.

Elever med fra start

Lægaard har cirka 100 årselever, og det nuværende hold har været med i maskininvesteringen lige fra start.

- Vi har været på besøg hos He-Va, og set hvordan de udvikler og fremstiller maskiner. De fremstiller solide redskaber, og så er det dejligt at se, at produktionen kan foregå her i landet, siger Thomas Bundgård Nielsen, der er i gang med grundforløbet i sin landbrugsuddannelse.

- Nu glæder vi os til det bliver forår, så vi kan komme i marken med det nye sæt. Det bliver spændende at få autostyringen sat op, og se hvor præcist såmaskinen kan placere kernerne, siger Per Birk, der også er i gang med landmandsuddannelsen på Lægaard.

Godt samarbejde med maskinhandlere

Den nye New Holland T7.170 afløser en New Holland T6, som landbrugsskolen fik i efteråret 2014.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Sammen med New Holland har vi strikket et koncept sammen, hvor vi lejer traktorerne ud til landbrugsskolen. Det sikrer, at skolen konstant kan undervise eleverne i den nyeste teknologi, siger Anders Frandsen, Anker Bjerre A/S, der også har været medvirkende til, at skolen har fået det nye såsæt.

Ud over den nye New Holland har landbrugsskolen også en lejeaftale på en Massey Ferguson 5610 fra den lokale Massey Ferguson forhandler, Henry D. Nielsen.

- Vi har et rigtigt godt samarbejde med de lokale maskinforhandlere, og uden deres hjælp var det ganske enkelt ikke muligt at have den nyeste teknologi til rådighed i undervisningen, siger Jesper Søndergaard.

I grundforløbet er der meget stor forskel på elevernes kompetencer. Nogle har stor erfaring i at køre traktor, mens det for andre er første gang, at de sætter sig i et traktorsæde.

- Vi lægger vægt på at differentiere undervisningen, så de uerfarne får en god og tryg tilgang til at køre traktor. Modsat ønsker vi også at udfordre de erfarne elever, så de opnår kompetencer, som de kan tage med sig i det videre forløb. Derfor er det også naturligt at undervise i eksempelvis opsætning og brug af autostyring, siger Jesper Søndergaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han lægger desuden vægt på at undervise eleverne i at regulere dæktrykket til de arbejdsopgaver, som traktoren udfører. Derfor er den nye traktor monteret med Michelin XeoBib dæk, som er et VF-dæk, der er designet til at køre med et meget lavt lufttryk, og derfor er skånsom over for jorden.

Bygget på kendt teknologi

Fra He-Va er det salgskonsulent Martin Dalsgaard, der har haft kontakten til landbrugsskolen, og som har fået såsættet designet til at kunne matche de krav, som skolen stillede.

- Det er første gang, vi bygger en Combi Seeder med discsektion. Teknikken stammer fra en anden såmaskine i programmet, og det er således kun kombinationen, der er ny. Maksimalt skærtryk på såmaskinens skiveskær er 50 kg pr. enhed, og sådybden reguleres let i et parallelogram. Såskærene er monteret i gummiophæng, og da skærene er monteret på lige lange holdere, er der et ensartet tryk på såskærene, siger Martin Dalsgaard.