Planen med platformstraktoren fra Massey Ferguson er at sammensætte den af komponenter, som kan anvendes i en verdensomspændende produktion. Ønsker til eksempelvis førerkabine og krav til traktorens emission betyder, at der bliver mindre forskelle på den røde traktor, afhængig af hvor i verden den produceres, og i hvilke lande den skal sælges.

Traktoren, som nu kommer til Danmark, får modelbetegnelsen Massey Ferguson 4700, og den kommer i første omgang i modelleren 4707, 4708 og 4709 med 75, 85 og 95 hestekræfter. Alle modeller kører med en trecylindret Agco Power motor på 3,3 liter. På den mindste model klares emissionskravet med en DOC og på de to største modeller tilføjes der et SCR system med tilsætning af AdBlue, samt elektronisk styret wastegate på turboladeren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ny kabine

Traktoren kan udstyres med en ny kabine med fladt gulv og ophængte pedaler. Instrumenteringen svarer til det, der findes i større traktorer fra MF og med elektrisk tilkobling af eksempelvis differentialespær og firehjulstræk. Traktoren skal produceres på Massey Fergusons franske fabrik Beauvais.

4700-serien kommer med en 12 trins transmission med seks gear i to områder. På modeller med førerkabine bliver det koblingsfrie vendegear af samme type, som i de større modeller fra Massey Ferguson.

- Kørekoblingen kan selvfølgelig betjenes med foden. Men de fleste vil nok vælge at betjene koblingen med kontakten på gearstangen. Alternativt kan koblingen også betjenes med håndtaget til vendegearet, forklarer Jørgen Sørensen, produktchef for traktorer hos den danske importør Agco Danmark A/S.

Elektrisk lift

Liften bag på traktoren løfter tre ton, og som standard kommer den nye 4700-serie med mekanisk indstilling af trepunktsliften.

- Som option tilbyder Massey Ferguson elektrisk betjent lift, hvor liftens forskelige parametre indstilles elektrisk. Dybdekontrollen er designet som en mus, hvor liftens højde indstilles med en lille skyder på musen, forklarer Jørgen Sørensen, der forventer at den nye traktorserie er klar til levering i løbet af sommeren 2016.