Windows 7 skal pensioneres. Derfor bør landmænd, der i dag har Windows 7, opgradere til Windows 10 inden den 14. januar, skriver Agri Nord i en pressemeddelelse.

- Har du Windows 7 på din PC, vil din PC stadig fungere efter den 14. januar, men vil på sigt ikke være en sikker platform. Den vil være mere sårbar overfor sikkerhedstrusler og virus, da eventuelle sikkerhedshuller ikke bliver lukket, siger IT-konsulent i Agri Nord, René Schou.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Han advarer derfor imod at fortsætte med Windows 7. Især når PC'en bruges i erhvervsmæssige sammenhæng.

Microsoft forpligtede sig til at yde 10 års produktsupport til Windows 7, da det blev udgivet den 22. oktober 2009. Denne periode er udløbet, og derfor stopper Microsoft med at udsende sikkerhedsopdateringer gennem Windows Update pr. 14. januar 2020.

God tid

Microsoft anbefaler på det kraftigste, at man skifter til Windows 10 på et tidspunkt før januar 2020, oplyser René Schou.

- Det er for at undgå en situation, hvor du skal bruge en tjeneste eller support, der ikke længere er tilgængelig. Lad derfor være med at vente, indtil der opstår problemer eller sikkerhedsrisici, der kunne have været undgået, siger han.

Opgradering eller ny PC

Hvis man vil sikre sig, at PC'en er klar, når Windows 7 udløber, kan man enten opgradere sin nuværende computer eller købe en helt ny.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- En opgradering kræver, at man tager en fuld backup af data (dokumenter, billeder, mails osv.) og reinstallerer PC'en med Windows 10. Dette kræver en gyldig licens til Windows 10, som skal tilkøbes. Eksisterende programmer skal installeres igen efter reinstallationen, forklarer Rene Schou i pressemeddelelsen fra Agri Nord.

Man kan også vælge at købe en helt ny PC.

- Den er født med Windows 10 og vil samtidig kunne gøre brug af de seneste hardwarefunktioner, der gør din PC endnu mere sikker. Fremgangsmåden er den samme som ved opdatering til Windows 10 - der skal tages backup af brugerdata, og programmer skal installeres igen på den nye PC, siger René Schou.