Lyt til artiklen:

Fremtrædende grovvaredirektør driver hotel i fritiden

00:00
Hastighed: ???x
01:11

Det gamle Hotel Lidenlund med 27 værelser i det centrale Lemvig har siden foråret haft ægteparret Steen og Gitte Bitsch som indehavere.

Den lokale avis, Lemvig Folkeblad, har interviewet ægteparret om deres drift og sideløbende renovering af byens historiske hotel, som ifølge avisen er et fælles projekt for dem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gitte Bitsch står for den daglige drift og har derfor taget orlov fra et fuldtidsjob, men Steen Bitsch må nøjes med at bruge aftener og weekender på driften af hotellet, fordi han også skal passe sit fuldtidsjob som direktør i Vestjyllands Andel, fremgår det.

Ifølge interviewet har sommerens drift været en stor succes med 90 procent belægning på værelserne og mange fester i weekenderne. Ægteparret Bitsch fortæller, at de har haft nogle lange arbejdsdage.

- Jeg begynder dagen klokken 6, og nogle dage arbejder vi nærmest indtil vi falder trætte om sidst på aftenen. Så mange arbejdstimer kan vi ikke holde til i længden, men det er også kun her i begyndelsen, hvor det hele skal løbes i gang, siger Gitte Bitsch til avisen.