Lyt til artiklen:

Landbrugsstyrelsen får ny direktør

00:00
Hastighed: ???x
01:56

Lars Gregersen kommer fra en stilling som økonomidirektør i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune og har tidligere bl.a. været økonomidirektør i Fødevarestyrelsen.

Det skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Lars Gregersen udtaler:

- Landbrugsstyrelsen løfter en meget vigtig opgave for dansk landbrug og dermed for det danske samfund. Det gælder både den daglige driftsopgave i forhold til kontrol og udbetaling af tilskud og faglige bidrag til en fortsat udvikling og omstilling af erhvervet. Jeg er glad for at blive valgt til at stå i spidsen for styrelsen, og jeg glæder mig til at møde de engagerede ledere og medarbejdere i styrelsen, som løser de mange og forskellige opgaver - i hele landet. Vi skal sammen og i tæt samarbejde med resten af Fødevareministeriets koncern og i dialog med øvrige interessenter indfri de politiske ambitioner for landbrugserhvervet. Det ser jeg meget frem til at være en del af.

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn udtaler:

- Landbruget og Landbrugsstyrelsen står over for en række udfordringer de kommende år. Ansættelsen af Lars sker i kølvandet på de syv konkrete initiativer, som jeg lancerede før sommer, der har til formål at styrke driften og skabe en stærkere forvaltningskultur. Det er en svær opgave. Men Lars er den helt rigtige til jobbet. Han kommer med meget stor erfaring fra store organisationer, og samtidig forstår han, hvad det vil sige at være en moderne leder. Jeg er meget tryg ved, at de mange dygtige medarbejdere i Landbrugsstyrelsen får Lars som leder. Med Lars ved roret er jeg sikker på, at Landbrugsstyrelsen vil levere gode resultater til glæde for samfundet.

Fødevareminister Rasmus Prehn offentliggjorde i maj syv konkrete initiativer som led i oprydningen oven på Rigsrevisionens kritik af Landbrugsstyrelsen. Rigsrevisionen vurderede, at styrelsen ikke at havde nok kontrol med EU's landbrugsstøtte.