Lyt til artiklen:

To bestyrelsesmedlemmer i Arla overdrager poster

00:00
Hastighed: ???x
02:11

Efter 21 år som folkevalgt medlem og 13 år i bestyrelsen forlader den svenske næstformand Heléne Gunnarson sin post. Timingen er nøje planlagt, eftersom Arla befinder sig i begyndelsen af en ny strategiperiode.

Det skriver Arla i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Efter en lang karriere som folkevalgt medlem og næstformand har jeg nu besluttet at prioritere min gård og familie. Samtidig ønsker jeg at overdrage mine opgaver til et nyt bestyrelsesmedlem, inden den nye strategiperiode starter. Jeg er meget stolt af den måde, Arla har udviklet sig på i løbet af de 20 år, jeg har været aktiv som folkevalgt medlem. Vi er blevet et internationalt selskab med ejere i syv lande og stærke brands verden over. Jeg er virkelig stolt af den rejse, vi har været på sammen, siger Heléne Gunnarson.

Janne Hansson, bestyrelsesmedlem siden 2018, har foretaget større investeringer på sin bedrift og er kommet frem til, at han bliver nødt til at prioritere anderledes.

- Det har været et privilegium at sidde i bestyrelsen for Arla, et af de største landmandsejede selskaber i verden. Det er en vigtig opgave, som jeg ser frem til at overdrage til en anden folkevalgt. Jeg vil nu prioritere udviklingen af min mejeriproduktion og de store produktionsinvesteringer, jeg har foretaget og vil fortsætte med at foretage, siger Janne Hansson.

Heléne Gunnarson og Janne Hansson annoncerede deres udtrædelse på det ekstraordinære repræsentantskabsmøde, der finder sted i København lige nu.

Bestyrelsesformand, Jan Toft Nørgaard, har følgende kommentar til udmeldingen:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er et stort tab for Arla, at Heléne og Janne forlader bestyrelsen. Heléne har været en værdifuld co-pilot for mig og Janne en fantastisk kollega. Jeg ønsker dem al mulig held og lykke på vegne af mig selv, bestyrelsen og koncernledelsen. Vi ser frem til at byde to nye andelshavere velkommen i Arlas bestyrelse og til lanceringen af den nye strategiperiode for andelsselskabet og forretningen.