Lyt til artiklen:

Høsten går ind i afsluttende fase: Store udsving i gennemsnitlig høst

00:00
Hastighed: ???x
02:35

DLG vil igen i år aftage cirka halvdelen af alle de afgrøder, som danske landmænd sælger, og kan dermed rimeligt klart vurdere, hvor langt de danske landmænd er kommet med årets høst. Høsten i 2021 tegner til at blive gennemsnitlig, efter at det længe så ud til at blive en af de bedste i mange år.

Det skriver DLG i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

COO og medlem af direktionen i DLG, Jesper Pagh, siger:

- Vi kom ret tidligt i gang med høsten, men på grund af meget vådt vejr har der været lange perioder, hvor maskinerne har stået stille. På trods af det viser vores analyser, at vi på landsplan bør komme ud med en gennemsnitlig høst, men som også svinger meget fra landsdel til landsdel. Faktisk ser vi helt ned på markniveau større udsving end normalt - specielt i vårbyggen.

Det er primært den meget kolde vinter og det pludselige skifte til et varmt forår, der gav svære betingelser for afgrøderne. Samtidig har en meget tør juni måned også påvirket dette års høst. Det samme billede gør sig gældende over det meste af Europa, hvor man i Tyskland, Frankrig og Østeuropa ser de samme tendenser som herhjemme.

Høstvejr i vente

At høsten i Danmark strækker sig over en lang periode i år, står i skærende kontrast til 2020, hvor langt størstedelen af afgrøderne kom i hus over ganske få uger. Dog viser vejrudsigten i øjeblikket, at der er høstvejr på vej i den kommende uge.

- Det bliver interessant at se, hvordan udbytte og kvalitet udvikler sig, efter at vi har haft en lang periode, hvor man ikke har kunnet høste fra morgen til aften. Vi er ikke herre over vejret, men det tyder på, at vi kigger ind i en mere stabil uge med fine forhold til at få den sidste del af høsten i hus, udtaler Jesper Pagh.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stor interesse for råvarer

På trods af en gennemsnitlig høst, der har strakt sig over en længere periode, kan landmændene glæde sig over de gode priser, som de i øjeblikket kan få for deres afgrøder. Gennem en lang periode har der været en markant stigning i priserne på råvarer, som planteavlerne nu kan tage gevinsten af.

- Vi har set, at kunderne har solgt deres afgrøder tidligere end normalt. Det skyldes, at priserne har været meget gunstige som følge af covid-19, mindre høst samt et stigende globalt fødevareforbrug, siger Jesper Pagh.

DLG forventer at modtage omkring 2 mio. tons afgrøder i forbindelse med årets høst.