Foreningen Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse har anlagt en sag imod staten, fordi foreningen i retten vil have afprøvet, om den ekspropriationskompetence staten har givet til kommunerne i forhold til, hvordan de enkelte kommuner kan benytte forbud til at beskytte sit grund- og drikkevand, er lovstridig.
Den nuværende retstilstand sætter ifølge foreningens advokat Hans Sønderby Christensen, som har speciale i EU-ret, retssikkerheden ud af spil for lodsejere over hele landet, og derfor har han opfordret sin klient til at udvide retssagssporet. Foreningen har fulgt opfordringen, og gør det nu muligt for medlemmer over hele landet at tilslutte sig søgsmålet, hvis man i sin kommune oplever indgreb på dyrkningsretten med baggrund i et mål om at beskytte grundvandet, der ligger ud over det rimelige.