Lyt til artiklen:

50 millioner til omstilling af tidligere minkavlere

00:00
Hastighed: ???x
02:25

Fra i dag den 12. august kan minkavlere og følgeerhverv søge tilskud til erhvervsmæssig omstilling eller opstart af ny virksomhed efter nedlukningen af minkerhvervet i 2020.

Som del af Aftale om erstatning mv. til minkavlere og følgeerhverv berørt af covid-19 mellem regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance fra januar 2021 blev der afsat 50 millioner kroner til at hjælpe minkavlere og følgeerhverv med erhvervsmæssig omstilling eller iværksætteri i kølvandet på nedlukningen af det danske minkerhverv i 2020, skriver Erhvervsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Minkavlere og følgeerhverv kan søge om tilskud til bl.a. rådgivning, udviklings- og innovationsforløb, indkøb af udstyr og materialer samt kompetenceudvikling relateret hertil. I vurderingen af ansøgningerne vægter det positivt, hvis virksomhedens omstilling bidrager til grøn omstilling eller innovation.

Puljen udmøntes i ansøgningsrunder i 2021 og 2022.

Vicedirektør i Erhvervsstyrelsen Torsten Andersen udtaler:

- Erhvervsstyrelsen har som opfølgning på den politiske aftale om erstatning mv. til minkavlere og følgeerhverv berørt af COVID-19 udformet de overordnede rammer for puljen i dialog med erhvervet. Puljen skal nu udmøntes via erhvervshusene, som har stor erfaring med at hjælpe virksomheder med deres forretningsudvikling, siger vicedirektøren.

Vejledning og ansøgning via erhvervshusene

Erhvervshus Midtjylland er operatør på puljen og vil i samarbejde med de øvrige erhvervshuse rundt i landet stå til rådighed med hjælp og vejledning om puljen til virksomheder i hele landet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Formand for Erhvervshus Midtjyllands bestyrelse, Søren Olesen, er glad for, at man nu kan give minkavlerne og følgeerhverv en håndsrækning:

- Vi har rigtig mange minkrelaterede arbejdspladser i Danmark og mange minkavlere har stadig en drøm om at være selvstændige, for de fleste har altid været herre i eget hus, og derfor glæder det mig meget, at vi nu kan rulle denne landsdækkende omstillingspulje ud. Nu kan vi få hjulpet dem godt videre - hvilket glæder mig meget.

Der er frist for ansøgninger den 23. september. Halvdelen er midlerne udmøntes i 2021 og resten i 2022.

Læs mere om omstillingspuljen og ansøgningsmuligheder.