Automatisk oplæsning:

Forening taber klagesag mod Arla: Benspænd for klimavenlige fødevarer

00:00
Hastighed: ???x
00:00

Margarine Foreningen kalder ny afgørelse fra Fødevarestyrelsen for trist nyt for de mange forbrugere, der ønsker at vide, om deres fødevarer er klimavenlige. Foreningen havde indklaget Arla for greenwashing - altså vildledende markedsføring af klimatiltag uden den nødvendige dokumentation. Foreningen fik ikke medhold i klagen, men fortsætter kampen.

Fødevarestyrelsen har netop truffet afgørelse i en sag mod Arla om greenwashing. Sagen var rejst af Margarine Foreningen.

Det skriver Margarine Foreningen i en pressemeddelelse.

- Afgørelsen går os imod, men vigtigst af alt markerer den en trist dag for forbrugerne og deres mulighed for reelt at vurdere, om de kan stole på markedsføringen af såkaldte klimavenlige fødevarer i supermarkedet. Afgørelsen er skuffende, fordi den åbner en ladeport for at markedsføre klimaløfter, som forbrugerne ikke har skyggen af en chance for at gennemskue med hensyn til, hvorvidt de har hold i virkeligheden eller ej, siger Frederik Madsen, sekretariatschef i Margarine Foreningen.

Margarine Foreningen sendte for nogle måneder siden en formel klage til Fødevarestyrelsen over en Arla-kampagne om klimakompenserede fødevarer. Den er nu afgjort til fordel for Arla. Arla markedsfører sig over for forbrugerne på, at de kompenserer for CO2-udledning ved at købe såkaldte klimakreditter. Arla skriver bl.a. i deres markedsføring: 'Arla® ØKO er nu CO2 neutral - kompenseret med klimakreditter'.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Uanset afgørelsen, så bliver forbrugerne vildledt til at tro - ud fra Arlas markedsføring - at alle Arlas økologiske produkter er klimakompenserede. Altså at Arla køber klimakreditter i udlandet som kompensation for al den CO2-udledning, som Arlas økologiske produkter laver herhjemme. Det er langt fra tilfældet. Det er under 10% af den producerede økologiske mælk, der er klimakompenseret. Alligevel fremstår Arlas markedsføring som om, at der er købt klimakompensering for alt økologisk mælk - ca. 1 milliard kilo økologisk mælk. Det er vildledning af forbrugerne så det batter. Det er animalske produkter forklædt som klimavenlige fødevarer. Derfor fortsætter vi kampen for reel forbrugeroplysning via de politiske kanaler, siger Frederik Madsen.

Han ser afgørelsen som et udtryk for, at der gennem årene er sket et ryk væk fra forbrugerbeskyttelsen til fordel for markedsføring og virksomhedsinteresser.

- Det er et godt eksempel på, at virksomhedshensyn går foran forbrugerhensyn er, at fødevaremyndighederne har accepteret en 46 sider lang rapport fra Arla - på kompliceret engelsk - som en del af dokumentationen for Arlas klimakreditter. Hvordan kan forbrugerne gennemskue, om de gør noget godt for klimaet, når de står henne i supermarkedet? siger Frederik Madsen.

Han undrer sig over, hvordan fødevaremyndighederne er kommet frem til, at markedsføringen er til at gennemskue for den almindelige forbruger.

- Der er ganske stor forskel på, hvordan fødevaremyndighederne og Forbrugerombudsmanden vurderer, at forbrugerne er stillet. Ifølge Forbrugerombudsmandens vejledning er det ikke tilstrækkeligt alene at kunne dokumentere egen CO2-belastning. Der skal også foreligge dokumentation for, hvordan CO2-belastningen kompenseres af virksomheden. Det ser Fødevarestyrelsen åbenbart let på, siger Frederik Madsen.

Han undrer sig også over afgørelsen set i lyset af, at Fødevareministeriet arbejder på at skabe en alliance af virksomheder, som vil være med til at sætte barren for klimakompensation højt.

- Der er en meget stor kløft mellem dét ønske og denne afgørelse, siger Frederik Madsen og understreger, at det sidste ord ikke er sagt i forbindelse med klimamarkedsføring.

- Det handler om, at vi som samfund gerne vil sætte forbrugerne i stand til at kunne træffe oplyste valg, når de køber ind. Vi ved alle, at klimaændringer er en af vor tids alvorligste problemstillinger. Derfor er det vigtigt, at forbrugerne ved, om de reelt gør noget godt for klimaet eller ej, når de handler fødevarer. Derfor fortsætter vi med at arbejde for den gode forbrugeroplysning via den politiske vej. Jeg er sikker på, at der vil være opbakning her. Det har forbrugerne og klimaet fortjent, siger Frederik Madsen.