Lyt til artiklen:

Økologiske varer kan fortrænge de konventionelle i supermarkedet

00:00
Hastighed: ???x
01:36

I 2020 var der en stigning på 14 procent i salget af økologiske fødevarer i danske supermarkeder. Og Coop forventer, at væksten vil fortsætte. Det skriver Finans.

- Vores mål er at øge salget af økologiske fødevarer med 60 procent inden 2025. Det er absolut realistisk at nå det mål, som vil svare til, at 22 procent af vores totale fødevaresalg er økologisk i 2025, siger Thomas Roland til mediet. Han er CSR-chef i Coop, der driver 1030 butikker i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han forventer, at salget af økologi specielt vil stige i varekategorier som kød, drikkevarer, frugt, grønt og forarbejdede fødevarer.

- Vi ved af erfaring, at når den økologiske produktion først kommer op i en vis skala og får en vis markedsandel, så bliver væksten selvforstærkende, fordi produktionen bliver mere effektiv og priserne lavere. Det kan samtidig give salget et ekstra løft, hvis markedsandelen for enkelte økologiske varetyper når så højt op, at nogle af butikkerne helt indstiller salget af konventionelle varianter. Det er vi begyndt at se eksempler på. Eksempelvis udfasede Irma konventionelt mel, siger Thomas Roland til Finans.

Og at det kun er et storbyfænomen med økologi, kan han ikke nikke genkendende til, da salget af økologi vokser hurtigt i de mindre butikker rundt om i landet.