Lyt til artiklen:

Vestjysk: Mål på 70 procents CO2-reduktion skal nås med frivillighed i landbruget

00:00
Hastighed: ???x
03:11

I Ringkøbing-Skjern kommune står landbruget for 80 procent af CO2-udledningen. Derfor er der ingen tvivl om, at noget skal ændres i landbruget, hvis kommunens mål om 70 procents reducering af kommunens samlede CO2-udledningen i 2030 skal nås. Præcis hvad og hvordan der skal ændres, er øverst på dagsordenen i kommunens Energiråd, som består af en række byrådsmedlemmer, interessenter og foreninger - blandt andet landboforeningen Vestjysk.

Det skriver Vestjysk i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Energirådet arbejder forud for kommunens Energisekretariat med at undersøge og lægge strategien for hvilke virkemidler, der kan tages i brug for at nå reduktionsmålet, fortæller Jeppe Haubjerg, der er bestyrelsesmedlem i Vestjysk og sidder i Energirådet.

- De virkemidler, vi har drøftet i forhold til landbruget, er alt lige fra udtagning af jord, etablering af græsmarker, brakmarker eller vådområder til at afgasse gylle i biogasanlæg eller at producere græsprotein i stedet for at importere proteinafgrøder. Vi har også kigget på, hvordan man kan energioptimere i produktionen, for eksempel ved at skifte til LED-lys, siger Jeppe Haubjerg.

Sats på nye muligheder

Jeppe Haubjerg fastslår, at der er en god og konstruktiv dialog mellem kommune og landbrug, og at kommunen uden tvivl prioriterer at passe på landbrugt, som er en stor del af erhvervet i kommunen. I udviklingen af reduktionsstrategien er der alligevel et par områder, han er særligt opmærksom på.

- Vestjysk sidder i Energirådet for at sikre landmandens rettigheder. Vi kommer nok ikke helt til at undgå, at der skal tages noget jord ud, og at der skal skabes mere natur. Men med tankerne på at der muligvis er yderligere strammede krav til landbruget på vej fra Regeringen og EU, har vi ikke brug for, at kommunen også stiller krav til at reducere hverken plante- eller husdyrproduktionen, siger Jeppe Haubjerg og fortsætter:

- Det ville i sidste ende komme til at betyde færre arbejdspladser. Så er det bedre, at vi satser på forskningen og nye muligheder i landbruget, som måske ovenikøbet skaber flere arbejdspladser i området.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Intet trukket over hovedet

En anden vigtig sag for Vestjysk er, at landmanden selv skal kunne vælge hvilke virkemidler, han ønsker at benytte på sin bedrift for at bidrage til reduktionen af CO2-udledningen.

- Vi skal sikre, at der ikke bliver trukket noget ned over hovedet på landmanden, men at reduktionen i CO2-udledningen derimod er baseret på frivilligt samarbejde. På den måde får vi uden tvivl det bedste resultat, understreger Jeppe Haubjerg og tilføjer:

- Ringkøbing-Skjern kommune er jo en ambitiøs kommune på det grønne område, som også har et mål om at være 100 procent fossilfri i 2040 og 100 procent selvforsynende på grøn energi snarrest. Jeg kan være i tvivl, om vi når de 70 procent CO2-reduktion allerede til 2030, men i landbruget er vi klar til at gøre, hvad vi kan.