Lyt til artiklen:

LandboNord: Meget er på spil i øjeblikket

00:00
Hastighed: ???x
02:41

Efter forsamlingsforbuddet er blevet lempet, var det igen muligt for LandboNords medlemmer at mødes fysisk - om end med god afstand mellem stolene. Formand for LandboNord, Niels Vestergaard Salling, gjorde status på et tumultarisk år, hvor specielt lukningen af minkerhvervet har fyldt meget.

Det skriver LandboNord i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Nedlukningen kom som et chok for os alle, demokratiet blev sat under pres og konsekvenserne blev omfattende. Selvom der nu er lovet erstatninger, så har det haft store personlige konsekvenser for mange familier. Derfor har det været vigtigt for os gennem hele det lange forløb at række ud til de berørte avlere. Blandt andet med tilbud om rådgivning fra LandboNords kriseberedskab, sagde Niels Vestergaard Salling.

Meget på spil i øjeblikket

Foreningens arbejde med emner som klima, bæredygtighed og imagepleje fortsætter, men noget af det, som har fyldt - og stadig fylder meget i øjeblikket, er spørgsmålet om vandplanerne, udtagelse af lavbundsjorde, hvoraf en stor del er i Nordjylland, og ikke mindst landbrugsforhandlingerne på Christiansborg.

- Ingen skal være i tvivl om, hvad der er på spil i øjeblikket. Konsekvenserne kan være fatale for en landsdel som Nordjylland, hvis grundlaget for at producere bliver så spinkelt, at flere landbrug må lukke. Derfor er vi for eksempel gået sammen med NNF for at fortælle hvorfor vi ønsker et bredt politisk forlig i forbindelse med Landbrugspakken. Vores håb er, at det vil bevare nordjyske arbejdspladser i landbruget og følgeerhvervene og sikre arbejdsro til at udvikle fremtidens bæredygtige landbrug, sagde Niels Vestergaard Salling.

8,3 millioner kroner til medlemmerne

Nøgletallene for rådgivningsvirksomheden LandboNords blev gennemgået af adm. direktør Uffe Bertelsen. Bundlinjen viser et rekordoverskud på 10,2 mio. kr før skat mod et overskud på 7,1 mio. kr i 2019. Det udløste i år en stor udlodning på hele 8,3 mio. kr direkte til medlemmerne. Over en årrække er LandboNord nu oppe på at have udloddet små 50 mio. kr på den konto. Ydermere blev det til en ekstraordinær bonus til alle medarbejdere i LandboNord på baggrund af et helt særligt år med mange udfordringer.

- Da landet lukkede ned, troede jeg ikke, vi ville komme gennem krisen så godt, som vi gjorde. Det lykkedes os alligevel at organisere rådgivningen, så vi fortsat kunne understøtte vores kunders produktioner med solid rådgivning. Blandt andet online på flere digitale platforme. Nu her hvor samfundet genåbner, skuer vi endnu en gang op for aktivitetsniveauet blandt andet ved at udbygge vores vifte af rådgivningsydelser, sagde Uffe Bertelsen.