Lyt til artiklen:

Farmbrella og Vækstfonden sætter fokus på landbrugets bestyrelser

00:00
Hastighed: ???x
02:16

Der er behov for kompetent sparring i den danske agrosektor, og behovet er stigende. Sådan lyder det fra Vækstfonden og Farmbrella i en pressemeddelelse.

Derfor har Farmbrella etableret et bestyrelsesnetværk, der skal sikre, at de mange dygtige profiler i landbruget og følgeindustrien melder sig på banen, så de mange danske landbrugsdirektører kan finde kompetent sparring. Det er vigtigt med de rigtige kompetencer omkring sig, når man skal udvikle sin landbrugsvirksomhed, lyder det fra Lene Gade Hovmøller, Landbrugsdirektør i Vækstfonden:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I dansk landbrug står vi midt i en enorm transformation, og udviklingen bevirker, at landbrugsvirksomheder bliver større og større, og det betyder, at kompleksiteten i virksomhederne øges, siger Lene Gade Hovmøller.

Stigende behov for professionel sparring

Farmbrella har allerede samlet mere end 40 profiler, der er klar til at udvikle agrosektorens virksomheder i tæt samspil med landbrugsdirektører og finanspartnere, men det er langt fra nok.

Ifølge Seges skal der inden 2030 gennemføres omkring 3.000 generationsskifter i dansk landbrug, og når de mange ejerskifter skal realiseres og mange virksomheder går fra enkeltmandseje til ApS eller A/S, vil der blive stigende behov for professionelle bestyrelser. Og det er vigtigt, at danske landbrugsdirektører har adgang til professionel sparring i ledelsesrummet. For imens støtten fra en bestyrelse er hverdag i mange andre brancher, så sidder landbrugets chefer ofte alene.

- I og med at vi står midt i den her transformation, og selve strukturudviklingen i dansk landbrug, så er det rigtig vigtigt, at man har et godt setup omkring sig. At man har et godt hold, der kan hjælpe med at holde den retning, man selv har sat. Og her kan bestyrelsesnetværket være med til at skaffe de kompetencer, således at man har det solide fundament at drive sin virksomhed ud fra, siger direktør i Farmbrella Christina Yding Hahn Elgaard og fortsætter:

- I Farmbrella har vi skabt en platform som et nyt samlingspunkt for agrosektorens profiler, og vi ser frem til at mange flere opretter en profil på bestyrelsesplatformen, så vi sammen kan medvirke til at videreudvikle dansk landbrug ved at matche landbrugets virksomheder med de mest kompetente bestyrelsesprofiler.