Lyt til artiklen:

Arla vil købe grøn strøm af landmændene

00:00
Hastighed: ???x
03:22

Moderne mælkeproducenter gør meget mere end at levere næringsrig mælk til verden. Nogle engagerer sig i biodiversitetsprojekter, andre leverer husdyrgødning til biogas, og mange af Arlas andelshavere producerer også grøn strøm til egne gårde og til det offentlige forsyningsnet.

Arla vil øge andelen af vedvarende energi i sin drift, og derfor samarbejder virksomheden og andelshaverne om at komme med idéer til, hvordan den grønne strøm, der produceres ude hos landmændene, kan bruges inden for mejerivirksomhedens egen værdikæde og med et større afkast til den enkelte landmand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Arla i en pressemeddelelse.

- Denne mulighed viser, hvordan vi i andelsselskabets mikrofødevaresystem kan arbejde sammen om at øge bæredygtigheden i vores værdikæde til gavn for andelshaverne, virksomheden og miljøet. Arlas landmænd kan hjælpe deres egen virksomhed med at fremskynde overgangen til vedvarende energi, og virksomheden kan samtidig maksimere værdien af deres investeringer i vedvarende energi, forklarer Hanne Søndergaard, Arlas chef for bæredygtighed.

Teknisk set skabes det lukkede elsystem ved hjælp af de oprindelsesgarantier (Green Origins - GO), der udstedes for den vedvarende energi, som produceres på gårdene.

Indtil nu har landmændenes eneste mulighed været at sælge deres GO som en vare til videresalg, enten gennem et forsyningsselskab eller en forhandler.

Men nu, hvor de må sælge deres oprindelsesgarantier direkte til Arla, holdes de øvrige parter ude af transaktionen, og landmændene kan opnå den fulde markedsværdi, som Arla betaler for GO'er på det åbne marked.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Cirkularitet inden for egen værdikæde er et initiativ, som Arlas bestyrelsesformand Jan Toft Nørgaard hilser velkommen:

- Med denne mulighed kan den grønne energi, som vores andelshavere producerer, tælles med som en del af vores fælles initiativer til at gøre mejeriprodukter mere bæredygtige. Den fulde fortjeneste for GO'erne, som vi med dette tiltag sikrer går til landmændene, bærer ingen ekstraomkostninger med sig for andelsselskabet og bidrager samtidig positivt til businesscasen for de Arla-landmænd, der overvejer at investere i vedvarende energi.

Endnu et skridt mod netto-nuludledning

Udledningen fra Arlas drift er faldet med 24 procent siden 2015, og andelen af vedvarende energi til drift ligger i øjeblikket på 35 procent.

Målet er at reducere virksomhedens samlede udledning med yderligere 30 procent fra 2015 til 2030 og at være et mejeriselskab med netto-nuludledning i 2050.

Ifølge Arlas Klimatjekdata, producerer 24 procent af andelshaverne i øjeblikket vedvarende energi fra vindmøller og solpaneler på deres gårde. Da det er obligatorisk for landmænd i Tyskland og Luxembourg at overføre deres oprindelsesgarantier for den grønne elektricitet til regeringen, hvis deres elproduktion modtager støtte, er andelen af landmænd, der selv kan vælge at sælge den til Arla, lige nu på 14 procent. Arla vurderer, at omkring en femtedel af virksomhedens samlede elforbrug til drift kan dækkes med andelshavernes GO'er i øjeblikket.