Lyt til artiklen:

Ministre: Vil ikke acceptere kompromis med dyrevelfærden på statens arealer

00:00
Hastighed: ???x
02:29

Både miljøminister Lea Wermelin og minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn, skulle onsdag svare på spørgsmål om Naturstyrelsens naturplejekvæg i Mols Bjerge.

Samrådet omhandlede sagen fra Naturstyrelsen Kronjylland Mols Bjerge, der førte til en politianmeldelse, hvor en håndfuld kreaturer tidligere på året døde af sult, og en efterfølgende dyrlægerapport viste, at besætningens generelle tilstand var kritisk som følge af mangel på føde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I det åbne samråd lagde Jacob Jensen (V) ud med at spørge om, hvordan regeringen ville sikre dyrevelfærden samtidig med at man kommer i mål med ambitionen om at sikre en bedre natur.

Herefter fik miljøministeren ordet.

- Jeg vil ikke acceptere, at der bliver gået på kompromis med dyrevelfærden. Der er sket en forkert vurdering af, hvornår dyrene skulle tages hjem og fodres. Jeg vil sikre, at der bliver fulgt op på sagen, så det ikke sker igen, sagde Lea Wermelin.

Hun påpegede, at hun havde gjort klart at det ikke i orden. Derudover afholdt miljøministeren i sidste uge møder med repræsentanter fra flere dyreværnsorganisationer, hvor sagen fra Mols Bjerge blev drøftet og der blev snakket om, hvad man kunne gøre for at rette op på problemerne.

- Naturstyrelsen kommer til at gennemføre en række tiltag for at sikre dyrevelfærden. Jeg kan opridse punkterne; Naturstyrelsen sikrer, at der er føres et proaktivt tilsyn og at der er de rette kompetencer til at passe dyrene, der skal være tilknyttet en tilsynsførende dyrlæge i alle besætninger, så der gennemføres løbende tilsyn, forklarede Lea Wermelin.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig skal et forskningsprojekt finde en løsning til, hvordan man bedre kan overvåge dyrene. Derudover lagde miljøministeren op til, at mængden af tilskudsfoder kan blive øget.

Rasmus Prehn bakkede miljøministeren op i, at dyrevelfærden skal prioriteres, både i den nuværende naturpleje og i de kommende naturnationalparker.

- Dyrevelfærd har høj prioritet for mig og for regeringen. Dyr skal have det godt, uanset om de indgår i naturpleje, rewilding eller i produktion, sagde Rasmus Prehn, og nævnte også overvågning med droner som et fremtidigt redskab til at overvåge besætningerne.

Efter ministrenes svar på det generelle spørgsmål, fik flere ordfører fra forskellige partier mulighed for at spørge yderligere ind til ministrene.