Lyt til artiklen:

Agromek sætter dato på næste messe

00:00
Hastighed: ???x
03:40

Før coronaens indtog havde Agromek allerede besluttet at udskyde messen fra november 2020 til januar 2021, men da corona-restriktionerne i løbet af 2020 viste sig at gøre det udsigtsløs at satse på en messe i januar i år, udsatte Agromeks ledelse i oktober 2020 messen på ubestemt tid.

Siden da har Agromek fulgt situationen nøje og haft dialog med en lang række udstillere og samarbejdspartnere. Og nu er terminen fastlagt til dagene fra den 29. november til den 2. december 2022. Seneste Agromek-messe fandt sted i november 2018, og der bliver således et interval på fire år fra den seneste til den næste.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har haft mange overvejelser, og vi har snakket med rigtigt mange udstillere, hvor vi også har snakket termin. Og jeg må sige, at vi har oplevet en overraskende stor opbakning til Agromek i november 2022, siger Agromeks formand, direktør Sten Andersen, Dan Egtved.

Det har selvfølgelig også indgået i overvejelserne, hvordan corona-situationen forventes at udvikle sig, og hvilke udfordringer eventuelle restriktioner vil give i fremtiden.

- Vi har selvfølgelig haft de samme spekulationer, som for eksempel Agritechnica, om, hvorvidt vi kunne satse på Agromek i november 2021. Og vores konklusion var, at det kan vi ikke. Vi har også overvejet januar 2022, men vi er ikke sikre på, at det vil kunne lade sig gøre, men vi føler, at i slutningen af 2022, er der stor sandsynlighed for, at vi kan gennemføre Agromek, også selvom det måske på det tidspunkt vil kræve en eller anden form for forholdsregler, fortæller Sten Andersen til Maskinbladet.

Kræver lang planlægning

Nogle af overvejelserne har også gået på, at en messe som Agromek kræver lang planlægning både fra arrangørside og fra mange udstillere, og at der også er omkostninger i planlægningsfasen, så det er vigtigt at være forholdsvis sikker på, at den planlagte termin kan holde.

- Vi har haft dialog med udstillere i forskellige segmenter, og vi blev virkelig positivt overraskede over, at udstillere fra alle segmenter ønsker at holde fast i en stor, fælles Agromek, og der var meget stor opbakning til at gennemføre messen netop i slutningen af november 2022. Og de glæder sig til at udstille igen og til det personlige møde. Og det er i øvrigt samme budskab, som MCH får fra udstillerne på andre messer, siger Sten Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ejere bakker op

De nye datoer møder bred opbakning i ejerkredsen bag Agromek, Dansk Agroindustri og Landbrug & Fødevarer. Formanden for Dansk Agroindustri, Jens-Peter Lundgaard, ser frem til atter at kunne samle branchen på Agromek:

- Det er både i udstillere og gæsters interesse, at vi fastholder en messe for fuld styrke. Vi vil gerne sikre, at man én gang hvert andet år kan vise verden alt, hvad den danske agroindustri udvikler og producerer i samarbejde med verdens bedste landmænd. November-terminen er velkendt i branchen, og vi ser frem til mange besøgende fra både Danmark og Nordeuropa, siger Jens-Peter Lundgaard.

Christian Lund, formand for Landbrug & Fødevarer Kvæg bakker også op om en samlet Agromek.

- Vi har alle en interesse i et fælles mødested, og Agromek er en vigtig begivenhed for landmændene og for de mange interessenter både nationalt og internationalt. Vi har en stærk tradition i Danmark med en stor, samlet Agromek, der bidrager til netværk, øget handel og udvikling i landbruget til gavn for hele branchen, siger Christian Lund.

Seneste udgave af Agromek fandt sted i november 2018, hvor messen havde 540 udstillere og blev besøgt af 40.214 besøgende fra 51 lande.