Lyt til artiklen:

Nyt innovationscenter skal fastholde Danmarks økologiske førertrøje

00:00
Hastighed: ???x
04:47

Det økologiske areal i Danmark er større end nogensinde, og økologiske gulerødder og kartofler har fundet sin vante plads i mange danskeres indkøbskurv.

Men der skal være endnu mere økologi i Danmark og derfor etableres nu "Innovationscenter for Økologisk Landbrug".

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.

Centeret skal styrke økologien yderligere, så Danmark fastholder og udbygger den økologiske førertrøje:

Vores ambition er at fordoble det økologiske areal inden 2030. Det har Danmark gjort før, og vi skal gøre det igen. Men vi skal også fastholde vores position som verdens førende økologi-nation og imødekomme forbrugerkrav til blandt andet miljø og klima. Med innovationscentret styrker vi bæredygtigheden og konkurrenceevnen samtidig med, at vi har fokus på reducere klimaaftrykket i den danske, økologiske produktion. Det er super godt, siger minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn.

Pengene er afsat på finansloven for 2021, og der afsættes i alt 40 mio. kr. til projektet over en fireårig periode. Der afsættes derudover 20 mio. kr. årligt til Fonden for Økologisk Landbrug.

Centeret bliver ejet af Landbrug & Fødevarer og Økologisk Landsforening. De to organisationer har hidtil haft hver deres afdeling for økologisk landbrugsinnovation. Men forventningen er, at økologien styrkes yderligere, hvis kræfterne og kompetencerne puljes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danske landbrugere er allerede dygtige til økologi, men i organisationerne er der en fælles erkendelse af, at der er store opgaver, der skal løses. For hvis økologi som produktionsform også i fremtiden skal være lønsomt, skal fokus intensiveres mod økologisk innovation og bæredygtighed.

Ved at rette fokus den vej er håbet, at den økologiske landmands muligheder for at udvikle sin produktion og vækst sikres, samtidig med at forbrugerens krav om blandt andet klima, miljø, biodiversitet og dyrevelfærd imødekommes.

"Innovationscenter for Økologisk Landbrug" starter 1. juli 2021 og får base i Agro Food Park i Aarhus.

I centeret vil der blandt andet blive drevet forskning, lavet forsøg samt indsamlet og formidlet viden om økologi.

Bag Finansloven for 2021 står regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Zenia Stampe, landbrugsordfører for Radikale Venstre:
- Økologien spiller en central rolle i den grønne omstilling af vores landbrug og fødevaresystem. Den grønne omstilling indebærer mere natur, færre sprøjtemidler, bedre dyrevelfærd og en ændret balance mellem planter og dyr. Det tror vi alt sammen, at økologien kan levere på, og derfor er vi glade for at give økologien endnu flere udviklingskræfter med et helt nyt innovationscenter.

Carl Valentin, fødevareordfører for SF:
- Vores fødevareproduktion er drivende i den biodiversitetskrise, vi står midt i, og derfor har vi mere end nogensinde brug for at styrke innovationen i fødevarebranchen - også på det økologiske område. Jeg håber og tror på, at et økologisk innovationscenter kan bidrage til det.

Søren Egge Rasmussen, landbrugsordfører for Enhedslisten:
- Jeg har store forventninger til at økologien udvikles endnu bedre, når kræfter fra Økologisk Landsforening og SEGES samles i et nyt Innovationscenter i Aarhus. De økologiske landbrug har brug for andre løsninger end de konventionelle landbrug. Enhedslisten ser frem til, at ny viden og udvikling kan sikre endnu bedre dyrevelfærd, tekniske løsninger som lugerobotter m.m. og plantesorter som er bedst egnede til økologisk drift.

Franciska Rosenkilde, Landbrug- og fødevarerordfører for Alternativet:
- Et økologisk innovationscenter er hjerteblod for Alternativet. Alternativet vil have et 100% økologisk landbrug, og det kræver stærk innovation og nye tanker. Derfor er vi superglade for, at kræfterne indenfor økologisk landbrug samles og styrkes, så Danmark også i fremtiden vil være foregangsland, når det gælder økologisk landbrugsproduktion.

Anders Kronborg, landbrugsordfører for Socialdemokratiet:
- Danmark har en førerposition på økologi, og sådan skal det også være i fremtiden. Derfor er jeg som Socialdemokratisk ordfører glad for, at vi nu får et nyt fælles økologisk innovationscenter. Ved at samle den store viden og styrker hos SEGES og Økologisk Landsforening kan vi løfte den danske indsats på økologiområdet og sikre fortsat udvikling af dansk økologi. Det vil være til gavn for både natur, miljø og klima.