Lyt til artiklen:

Østjysk Landboforening: Vi skal arbejde for de gode løsninger indenfor klimaområdet

00:00
Hastighed: ???x
02:51

- Klima er på dagsordenen - også i landbruget. Vi er i en rivende udvikling og vil gerne være med til at gøre en indsats for klimaet, men det skal selvfølgelig give mening. Udtagning af lavbundsjorde giver god mening. De kan være bøvlede at dyrke og med ringe udbytte, men vi skal selvfølgelig kompenseres for den jord, der bliver udtaget. Det skal der ikke være tvivl om.

Sådan sagde formand for Østjysk Landboforening, Henrik Nielsen i sin beretning, da Østjysk Landboforening holdt virtuel generalforsamling den 11. marts. 50 medlemmer og andre interesserede var mødt op til en aften hjemme i stuen foran computeren med drøftelser om alt fra klima og grøn omstilling til unges engagement i politik. Det fremgår i en pressemeddelelse, foreningen har udsendt.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Sammen når vi længst

På generalforsamlingen fremhævede Henrik Nielsen et projekt ved AS Vig, der gennem multifunktionel jordfordeling kombinerer landbrugsproduktion med biodiversitet, klimatilpasning og friluftsliv.

- Ved at kommune, landboforening og lodsejere går sammen og ser området i et samlet perspektiv, kan vi løse flere udfordringer på én gang. Vi kan fordele jord, vi kan anlægge nye stier, og vi kan arbejde på at forhindre de store oversvømmelser, vi tidligere har set ved As Vig. Det er super fint og en rigtig god måde at arbejde på, sagde Henrik Nielsen.

Landmandens indsats

Under debatten blev der spurgt ind til, hvordan man sikrer, at landmanden bliver tilskrevet de grønne indsatser, han leverer til - som for eksempel biogas.

- Det er vigtigt, at vi bliver ved med at forklare problematikken og fremhæver, at det er os, der yder indsatsen, og at det er os, der skal have gevinsten. Vi er i starten af en ny fase, og der er mange ting, vi skal forholde os til. Vi skal også hver især være opmærksomme på, at vi ikke hopper ind i en grøn aftale, der viser sig at være ugunstig for os. Pas nu på, og overvej, om det er det rigtige tidspunkt, understregede Henrik Nielsen.

Fælles fremtid

Blandt de øvrige emner i beretningen kom Henrik Nielsen ind på Vandplan 3, minkskandalen og landboforeningens samarbejde med LandboUngdom og Bygholm Landbrugsskole. Et samarbejder, der skal engagere unge landmænd i politisk arbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der findes mange dygtige og engagerede unge landmænd derude. Vi vil gerne give de unge en forståelse for, at man er nødt til at handle, hvis der er noget, man synes er helt forkert. Det er et spændende samarbejde, vi forventer os utrolig meget af, understregede Henrik Nielsen og sluttede:

- Tak for en rigtig god og spørgelysten aften - og tak for god ro og orden. Jeg kan i hvert fald bekræfte, at der har været meget stille her i salen, hvor vi plejer at være samlet alle sammen. Vi ses forhåbentlig snart derude.

Bestyrelsen

På generalforsamlingen blev alle bestyrelsesmedlemmer på valg genvalgt.