Stiig Markager: Vandplaner og videnskab

I artiklen diskuterede jeg en række påstande som ofte dukker op i landbrugspressen, f.eks. her i Maskinbladet.

1. påstand: Det nye måltal for kvælstof på 36.600 tons pr. år er useriøse, fordi det ligger langt under de 44.500 tons, som blev beregnet sidste gang. Aarhus Universitet flytter målstregen.

Fakta er, at måltallet på 36.600 tons kvælstof er 2.400 tons eller 6,2 % lavere, end det måltal Aarhus Universitet (AU) og DHI beregnede for 2. generation af Vandplaner (VP2). I 2015 leverede AU og DHI det faglige grundlag for VP2 med et måltal på 42.000 tons kvælstof pr. år som kvælstofudledning for hele landet. Det var baseret på beregninger for udledninger af kvælstof til hvert enkelt vandområde fra 1990 til 2012. Siden har AU forbedret beregningerne med bl.a. nye vandføringsdata, opdaterede data fra Miljøstyrelsen for spildevand og bedre oplysninger om dyrkningsgrad. Endelig er der lavet en korrektion af modellen, så den altid passer med de nyest målinger af kvælstoftransporten i vandløbene. Disse forbedringer har parallelforskudt udledningerne 3.000 tons kvælstof nedad for alle år. Dvs. at alle værdier, både niveauet i dag og tilbage i tid, forskydes nedad, men relativt over årene er der kun mindre ændringer. Tallet på 36.600 skal derfor sammenlignes med 39.000 (42.000 minus 3.000). Tallet på 44.500 tons var en politisk beslutning, som AU ikke har anerkendt som en fagligt funderet værdi. Regeringen i 2015 mente, fejlagtigt, men det underordnet her, at Danmark over årene havde gjort en større indsats end vores nabolande. De burde derfor yde en større indsats end Danmark, og det danske måltal kunne derfor hæves fra 42.000 til 44.500. Det kan man godt mene politisk, men det kan ikke begrundes fagligt.

Når måltallet for kvælstof er faldet med 2.400 tons kvælstof eller godt 6% fra 2015 til 2021, så skyldes bedre modeller og at vandmiljøet har fået det værre over de sidste 10 år. Når miljøtilstanden forringes, bliver afstanden til målsætningen større, og der skal mere til at opnå god tilstand. Det er klart, at selv en mindre reduktion i måltallet er kritisk, når alle de nemme tiltag er brugt, men det er prisen for, at landbrugets udledninger har været stigende over de seneste omkring 10 år. Ansvaret må derfor placeres hos landbruget, og især hos Eva Kjer Hansen, som ophævede braklægningen i 2008 og gennemførte Landbrugspakken i 2016.

Går man tilbage i annalerne, er det første forsøg på at beregne en måltilførsel for en fjord fra 1999 for Mariager Fjord. Her beregnede AU (dengang DMU) en måltilførsel på 660 tons kvælstof pr. år til hele fjorden, under forudsætning af at fosfortilførslerne blev reduceret med 25 %. I VP3 er tallet 630 tons kvælstof pr. år ved en reduktion af fosfor på 20 %, dvs. stort set uændret. Vores faglige metode er forbedret enormt over de 21 år, men resultatet er i praksis uændret. AU's rådgivning har været konsistent over årene.

Svar: Påstanden ovenfor bygger på et forkert grundlag og er forkert.

2. Påstand: Næringsstoffer i de danske farvande kommer til os udefra, og dansk landbrugs udledninger spiller kun en mindre rolle.

Ovenstående påstand er delvist rigtig for de åbne indre farvande. I en videnskabelig artikel fra 2013 har AU vist, at Danmark står for omkring 21 % af det biologisk aktive kvælstof i Kattegat og Bælthavet. Resten, dvs. ca. 80 %, kommer til os udefra. Der er dog to forhold, som man skal tage i betragtning. De største miljøproblemer findes i fjordene. Her er det i praksis kun Danmarks udledninger af næringsstoffer som er årsagen. Det er derfor fjordene, som afgør måltilførslerne i 3. generation vandplaner.

Ser man på Østersøen, så er der store miljøproblemer, f.eks. er torsken i Østersøen ved at forsvinde. Det er selvfølgelig et samlet ansvar for alle landene omkring Østersøen, men her har dansk landbrug en svær sag. Danmark eksporterer dele af vores udledninger til Østersøen, og uanset hvordan man laver sammenligningen (pr. indbygger, areal, etc.) er Danmarks udledninger meget høje. Samtidig er indkomsten i Danmark mange gange højere end i f.eks. de Baltiske lande. Jeg tror derfor det er op ad bakke, både politisk og moralsk, at argumentere for, at relativt set, meget velhavende landmænd i Danmark skal have lov at udlede næringsstoffer, mens de andre lande skal reducere deres udledninger. Andre rige lande, som Tyskland og Sverige, har reduceret deres udledninger i ca. samme grad som Danmark, så forestillingen om at Danmark er duksen i klassen, er ikke rigtig.

Svar: Påstanden ovenfor er delvist rigtig, men præmissen er forkert.

3. Påstand: Miljøproblemerne i fjorde skyldes fosfor fra byspildevand, enten fra gammel tid eller fra nuværende udledninger, f.eks. pga. overløb.

Danmarks udledninger af fosfor har ligget stabilt på ca. 2100 tons pr. år de sidste 20 år. Heraf står alle former for spildevand, overløb, spredt bebyggelse og de direkte udledninger af renset spildevand for 1/3. De resterende 2/3 kommer fra det åbne land, dvs. fra landbruget og et naturligt baggrundsbidrag. Fordelingen mellem landbrugsdrift og natur er omdiskuteret, men samlet udleder landbruget mere fosfor end der kommer med spildevand.

Det er korrekt, at der ligger store puljer af fosfor på bunden af fjordene. Noget af det stammer givet vis tilbage fra før 1990, dvs. fra før man begyndte at rense spildevand for fosfor. Men med 20 års stabile udledninger, og med landbruget som den største kilde, så er ansvaret jævnt fordelt.

Det er klart at fosfor kommer både fra spildevand og landbrug, og at begge kilde skal reduceres over de kommende år. Sommetider er der påstande om, at der skulle være store umålte og uregistrerede udledninger fra overløb af spildevand, eller at kommunerne bevidst snyder med tallene. Det er nonsens, og giver en ufrugtbar debat. Det er ret let at beregne, hvor meget vand der kommer til et renseanlæg, både som spildevand og regnvand, og der er derfor ikke den store usikkerhed på tallene, og der er ikke nogen som bevidst og systematisk snyder med tallene.

Fosfor fra spildevand bør reduceres over de kommende år. Midlerne er at omlægge kloaknettet, så regnvand og spildevand adskilles, og at samle rensningen på store centrale anlæg. Begge dele er en kontinuert proces i kommunerne, men det bliver meget dyrt, hvis det skal ske hurtigt. Når anlæg alligevel står for udskiftning bliver det ofte gjort, men skal man f.eks. grave et ellers velfungerende kloaknet op, så bliver det meget dyrt. F.eks. viser beregninger, at det vil koste hver hustand i det centrale Roskilde 250.000 kr., hvis en omlægning til tostrengede kloakker skal ske her og nu. Endelig er det sådan, at byboerne betaler en afgift pr. kilo udledt fosfor. Hvis landbruget skal betale samme afgift, bliver det omkring 200 millioner kr. pr. år. Samtidig betaler byboerne omkring 10 milliarder om året for kloakering og rensning af spildvand. En helt rimelig ordning - ingen kan være interesseret i at spildevand kommer ud i miljøet, men det er vel også rimeligt at stille krav til landbruget. For landbruget er det især randzoner som vil være effektive til at tilbageholde fosfor.

Svar: Forkert, i dag peger pilen både på landbruget og på spildevand, når fosforudledninger skal reduceres. Der er dog en vis arv fra gamle udledninger af spildevand fra før 1990.

4. Påstand: Den internationale evaluering af arbejdet med 2. generation af Vandplaner var en alvorlig kritik.

Som et efterspil til Landbrugspakken besluttede regeringen at lave en international evaluering af AU's og DHI's arbejde. Når man læser landbrugspressen, får man nemt den opfattelse, at der var tale om en alvorlig kritik; vi skulle f.eks. helt have overset effekterne af fosfor. Det er simpelthen forkert. Citeret ordret står der; ' Danish models are attaining the highest possible standard of WFD implementation' og andre steder står der, at Danmark er førende i Europa inden for området'. På det afsluttende møde ved Tuborg Havn sagde formanden for evalueringspanelet, hollænderen Peter Herman, at "dansk landbrug roligt kan gennemføre alle de foreslåede reduktioner i kvælstoftilførslerne", for det er et minimum, af det som kræves'.

Når man henter fem udenlandske forskere til Danmark, vil det aldrig forekomme, at der ikke er bemærkninger eller forslag til forbedringer. Deres opgave er at komme med forslag til forbedringer. Panelet pegede på, at fosfor ikke var undersøgt tilstrækkeligt. Det var egentlig ikke en overraskelse. Vi vidste godt, at fosfor har en effekt på havmiljøet, men dengang vi startede arbejdet i 2012, var der et tidspres. Vi valgte derfor at fokusere på effekterne af kvælstof.

I det nyligt gennemførte arbejde med VP3 er effekterne af fosfor regnet igennem. En reduktion af fosforudledningerne med f.eks. 20 % over de næste 6 år vil reducere måltilførslen for kvælstof med 1390 tons kvælstof eller 3,8 % af måltilførslen. Det er en marginal effekt, og viser, at prioriteringen dengang var rigtig. En 20 % reduktion i fosforudledningerne over seks år er et meget ambitiøst mål, som primært skal gennemføres med tiltag i landbruget. Måske er det et selvmål for landbruget at kræve mere fokus på fosfor?

Svar: Helt forkert.

Moderne landbrug bygger på videnskab. Grundlaget for landbruget i dag er mange års forskning, solid videnskab og en masse erfaring. Præcist det samme er tilfældet for de faglige anbefalinger, for at opnå et bedre havmiljø.

I landbrugspressen er der en håndfuld aktører, som er meget aktive i debatten. Når man læser deres indlæg, kan man få indtryk, at forskerne på AU og DHI er useriøse og afkoblet fra den internationale faglighed. Det er ikke rigtigt. Tværtimod, så bliver Danmarks miljøovervågning og forskning ofte fremhævet som førende i international sammenhæng. Det er nok snarere nogle af skribenterne i landbrugspressen, som udgør et ekkokammer, hvor de samme påstande gentages igen og igen uden et videnskabeligt belæg. Landbruget vildledes at sine egne 'eksperter'.

Jeg kan kun opfordre landbruget til at tro på videnskaben og det faglige grundlag for vandplanerne. Det er muligt, at man ikke bryder sig om konklusionerne, men det hjælper ikke at skyde på budbringerne. Det er også muligt, at man er uenig i de politiske målsætninger, men vores opgave som forskere er at rådgive om hvad der skal til, for at nå de politisk fastsatte mål. Det bestræber vi os dagligt på at gøre både seriøst og objektivt.