Lyt til artiklen:

Arla går frem trods corona-krisen

00:00
Hastighed: ???x
03:38

Corona-krisen ramte dele af Arlas virksomhed, men fordi mange var tvunget til at blive hjemme det meste af året på grund af nedlukninger, hvilket fik flere til lave mad og bage derhjemme, øgede Arla omsætningen i 2020.

På trods af omsætningstab inden for sektorer som foodservice og industrisalg var koncernens samlede omsætning for 2020 10,6 milliarder euro. Året før var omsætningen 10,5 milliarder euro.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Arla i en pressemeddelelse.

- Covid-19 er uden tvivl den mest udfordrende krise, Arla nogensinde har oplevet. Men på grund af vores forretningsmodel var vi i stand til at omstille vores virksomhed og omdirigere store mængder mælk med meget kort varsel for at imødekomme den store og pludselige efterspørgsel på mejeriprodukter i detailhandlen, samtidig med at vi minimerede de negative konsekvenser inden for andre sektorer som f.eks. foodservice. Jeg er meget stolt over de resultater, vi har leveret i 2020. Takket være vores andelshavere og vores medarbejdere har vi kunnet fortsætte med at bidrage til den globale fødevareforsyning samtidig med, at vi har sikret et trygt arbejdsmiljø for vores medarbejdere og et højt serviceniveau til vores kunder, siger Arla Foods' administrerende direktør Peder Tuborgh. 

Den markante stigning i efterspørgslen på mejeriprodukter i detailhandlen mere end opvejede det samlede fald i Arlas salg til foodservice og industrisalg.

 Omsætningen inden for foodservice faldt med 45 procent i foråret 2020, men steg igen i løbet af sommeren og var stabil gennem anden og tredje bølge af Covid-19, til trods for yderligere nedlukninger af arbejdspladser og virksomheder inden for hotel- og restaurationsbranchen.

Arlas brandede foodserviceforretning i Europa oplevede et samlet fald på 12 procent i forhold til 2019.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vil udbetale 1,75 eurocent per kilo mælk

Med afsæt i selskabets stærke finansielle balance, har Arlas bestyrelse foreslået repræsentantskabet at udbetale 1,75 eurocent per kilo mælk til andelshavere i efterbetaling. Det er 0,75 eurocent mere end standardudbetalingen på 1,00 eurocent per kilo mælk.

Arlas aconto mælkepris til andelshaverne i 2020 har været relativt stabil sammenlignet med de markante udsving, der ellers har været i mejeribranchen. Alligevel var 2020 et udfordrende år for mange andelshavere på grund af stigende omkostninger og øget kompleksitet på gårdene. Arla-indtjeningen - som måler den værdi, Arla skaber pr. kg ejermælk - var 36,9 eurocent i 2020, mod 36,6 eurocent i 2019, skriver Arla i pressemeddelelsen.

- Arlas aconto mælkepris til vores andelshavere har ligget på et konkurrencedygtigt og relativt stabilt niveau igennem et udfordrende 2020, set i forhold til vores konkurrenter og bestyrelsen er glad for at kunne foreslå repræsentantskabet en højere efterbetaling som følge af andelsselskabets finansielle resultater i 2020. Men når det er sagt, så anerkender bestyrelsen fuldt ud, at nogle landmænd oplever stigende produktionsomkostninger og yderligere krav på deres gårde. Det er en udfordring i hele Europa, som skal imødekommes af tiltag på tværs af mejeribranchen og fra politisk hold, siger Arla Foods' bestyrelsesformand Jan Toft Nørgaard.