NÅR KRYBBEN ER TOM To gange rigsret eller to gange nødret?

Rigsretten omtales i grundlovens (Grl.) §§ 16 og 59. Grl. § 16 fastslår, at rigsretten afgør de mod ministrene for deres embedsførelse anlagte sager. Grl. § 59 fastlægger de overordnede retningslinjer for rigsrettens sammensætning, hvor det af stk. 1 fremgår, at rigsretten består af indtil 15 højesteretsdommere og et tilsvarende antal af Folketinget efter forholdstal valgte medlemmer. Samtidig fastslås, at medlemmer af Folketinget ikke kan vælges til eller virke som medlemmer af rigsretten.

Rigsretten kan efter formuleringen bestå af færre end 15 højesteretsdommere. I Tamilsagen bestod rigsretten ved sagens indledning af 2x12 dommere, der ved rigsrettens afsigelse af dom var reduceret til 2x10 medlemmer som følge af naturlig afgang af højesteretsdommere, og deraf følgende reduktion i antallet af folketingsudpegede medlemmer.

Ministres ansvar for deres handlinger eller undladelser er reguleret ved ministeransvarlighedsloven fra 1964, der i § 1 fastslår, at loven angår ministres ansvar for deres embedsførelse - en bestemmelse, der i § 2 følges op med at fastslå, at straffeloven også finder anvendelse i relation til ministres handlinger og/eller undladelser.

Efter ministeransvarlighedslovens § 6 er staffen for overtrædelser af ministeransvarlighedsloven bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år. Ministre ifalder straf, hvis deres handling eller undladelse er sket forsætligt eller som følge af grov uagtsomhed. Bestemmelsen omfatter også situationer, hvor ministre giver Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger.

Historik - fortilfælde

I alt fem gange er det i Danmark besluttet at indlede rigsretssag. I to af disse sager blev ministrene kendt skyldige.

Alberti-sagen - udløbere

Som en udløber af Alberti-sagen, hvor tidligere justitsminister P. A. Alberti ved en almindelig strafferetssag blev dømt for bedrageri, blev der i 1908 anlagt to rigsretssager, dels mod indenrigsminister Sigurd Berg, dels mod konseilspræsident (statsminister) J. C. Christensen (kaldet I. C. Christensen). Daværende indenrigsminister Sigurd Berg blev idømt en bøde på 1.000 kr. (nutidsværdi: ca. 65.000 kr.) for ikke at have ført tilstrækkeligt tilsyn med en sparekasse, som Alberti var formand for. Karrieremæssigt fik bøden ikke afgørende konsekvenser for Sigurd Berg, der på ny blev indenrigsminister i 1920.

Forhenværende konseilspræsident I. C. Christensen blev frikendt i rigsretten - han fik udelukkende en irettesættelse, fordi han ikke havde iværksat en undersøgelse af Alberti. Sagen har givetvis været årsagen til, at det efterfølgende er lagt til grund, at den til enhver tid siddende statsminister har pligt til at føre tilsyn med sine ministre. I. C. Christensen blev efterfølgende minister igen, men ikke statsminister.

Tamilsagen

I tamilsagen, der blev anlagt mod tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen, idømte rigsretten i 1995 den tidligere justitsminister en straf på 4 måneders betinget fængsel for at have beordret sine embedsmænd til at etablere og gennemføre en ulovhjemlet procedure, med det formål at bremse tamilflygtningenes ansøgninger om at blive familiesammenførte.

Som Inger Støjberg har udtalt i medierne, bl.a. den 6. januar 2021, dør man ikke af en rigsretssag, men for Erik Ninn Hansens vedkommende blev det starten på et tilnærmelsesvist såvel politisk som personligt frit fald.

Støjberg-sagen

Der er betydelige lighedspunkter mellem tamilsagen og Støjberg-sagen. I begge sager er det gjort gældende, at ud over den ulovhjemlede praksis, der blev etableret, er der tale om, at Folketinget er blevet ført bag lyset, dels ved fortielser, dels ved afgivelse af ufuldstændige oplysninger.

Begge sager drejede/drejer sig overordnet om, hvorvidt den ansvarlige resortminister har etableret en uhjemlet administrativ praksis. I Deadline på DR2 den 17. januar 2021 udtalte Højesterets præsident, Thomas Rørdam, at rigsretten alene skal foretage en juridisk og ikke en politisk vurdering af Inger Støjbergs handlinger/undladelser. Det gælder også, selvom halvdelen af rigsrettens dommere er politisk udpegede.

Minksagen?

Den 4. november 2020 blev det på et pressemøde af statsministeren bekendtgjort, at samtlige mink i Danmark inkl. avlsdyr inden for en ganske kort tidshorisont skulle slås ihjel. Statsministerens beslutning blev tilnærmelsesvis omgående igangsat, herunder med administrativ bistand fra en række myndigheder, ud over de veterinære og sundhedsfaglige myndigheder, tillige politiet og civilforsvaret. I denne "sag" er spørgsmålet: Med hvilken hjemmel?

Uden at gøre sig til part, kan det givetvis lægges til grund som et faktum, at denne beslutning ikke havde hjemmel i lov. Ligeledes må det lægges til grund som et faktum, at beslutningen af regeringen blev fastholdt, også efter at det var eller burde være regeringen bekendt, at den nødvendige hjemmel ikke forelå.

Denne sag rejser derfor et tilsvarende spørgsmål som i tamil- og Støjberg-sagerne, nemlig: Er der begået et lovbrud?

Forskellen mellem Støjberg-sagen og minksagen er, at spørgsmålet om evt. grundlovsbrud ikke har været/synes at være relevant i Støjberg-sagen. Grl. § 73, stk. 1, fastslår, at ejendomsretten er ukrænkelig, og at ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden almenvellet kræver det, og at det i så fald kun kan ske ifølge lov mod fuldstændig erstatning.

Nødret

En af efterkrigstidens pionerer på det statsretlige område, professor Max Sørensen, står som fortaler for, at det vil være en betingelse for, at grundloven kan fraviges, at der foreligger en situation, der udgør en virkelig alvorlig fare for staten og dens institutioner. Denne lære kan med god ret siges at være accepteret af Østre Landsret, der i 1945 fastslog, at en borger havde pligt til at betale skat, selvom lovgrundlaget for skatteopkrævningen var departementschefsregeringens anordning, der blev påberåbt som hjemmel. Den danske regering og Folketing var sat ud af kraft som en følge af den tyske besættelse, hvorfor det ikke var praktisk muligt at vedtage en lov om skatteopkrævning.

Nødret er ikke noget, man blot kan gribe til efter eget personlige forgodtbefindende. Det gælder særligt for ministre, der - modsat borgere og erhvervsvirksomheder - har mulighed for via Folketinget evt. med ultrakort varsel (som det flere gange er set under covid-19-nedlukningen) at få tilvejebragt den nødvendige lovgivning.

Formålet helliger midlet?

Inger Støjberg har gentagne gange argumenteret for, at hensynet til unge/mindreårige barnebrude var motivet til hendes handling. Mette Frederiksen har, som svar på flere spørgsmål, flere gange fastholdt, at hjemmel eller ej: Det var af sundhedsmæssige årsager (tvingende) nødvendigt at foretage omgående destruktion af samtlige danske mink.

Uanset, at der sandsynligvis vil være et betydeligt flertal i den danske befolkning, der er modstander af barnebrude, og uanset, at der kan være betydelig forståelse for synspunktet om at træffe drastiske beslutninger for at forebygge alvorlig smittefare, er en retsstat baseret på, at magtudøvelse sker på et legalt grundlag. Det er Folketinget, der beslutter, om rigsretssag skal anlægges. En sådan beslutning er nødvendigvis ikke blottet for politiske betragtninger, men det er rigsretten der afgør, om en handling eller undladelse på juridisk grundlag har været ulovlig.