Lyt til artiklen:

Dansk minkforsknings sidste håb er slukket: Får ikke penge til projekt

00:00
Hastighed: ???x
02:28

Det sidste håb for dansk minkforskning er nu endegyldigt slukket.

I aftalen om erstatning, til minkavlere, som landede mandag aften, indgår ikke finansiering af et minkforskningsprojekt, som Steen Henrik Møller, seniorforsker ved institut for husdyrvidenskab på Aarhus Universitet, sammen med kollegerne professor Lars Erik Larsen og lektor Anne Sofie Hammer fra Københavns Universitet, havde håbet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er da træls. Jeg synes, det var et godt projekt, som vi kunne være blevet meget klogere af. Men det bliver vi så ikke, siger Steen Henrik Møller.

Forskningsprojektet kunne blandt andet have givet svar på en masse spørgsmål om Covid-19, blandt andet hvordan og hvor længe vaccinen virker under forskellige forhold.

- Det konkrete projekt kunne have givet en hel masse viden omkring corona og vaccinen. Den mulighed er nu væk, siger han.

Det ærgrer også Steen Henrik Møller, at Danmark har mistet både minkforskning og minkavl- to felter, hvor danskerne var verdensførende.

- Jeg synes, det er et problem. Vi går fra at være verdensmestre til, at det hele er væk, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er jo ikke så mange områder, hvor vi forskningsmæssigt er de bedste i verden. Nu forærer vi det hele væk. Og for Danmark er det jo trist, at en eksportindtægt på mellem 5 og 15 milliarder kroner om året, der går ud i yderområderne af Danmark, er forsvundet de næste mange år, siger han.

Skuffelse hos DF

Lise Bech fra Dansk Folkeparti er skuffet over, at minkforskningsprojekt ikke kunne komme med i aftalen. Sammen med Konservative ville DF gerne have bakket op om det.

Men under forhandlingerne kunne der ifølge hende ikke rykkes et komma. Derfor var Dansk Folkeparti heller ikke en del af aftalen.

-Vi har jo hele tiden stået på, at vi gerne vil have det forskningsforsøg op at køre, og det vidste vi så godt, at det kunne ikke blive til noget; det kunne vi godt høre på det hele, siger hun.

Pludselig kom der også et punkt ind om en "Økologisk omlægning af fødevareproduktionen" som en del af andre initiativer, noget SF havde fået med i aftalen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Det har intet med minkavl at gøre - det er ikke engang sådan, at de her penge er øremærket til minkavlerne, overhovedet ikke, det er bare penge, der er puttet ind, og så vil de ikke give os penge til forskningsforsøg. Jeg er så sur over det, fortæller Lise Bech.

Fødevareministeriet oplyser, at det ikke kan svare på, hvad der er sket under forhandlingerne.