Lyt til artiklen:

Dyretransportør om Fødevarestyrelsen: Ren chikane

00:00
Hastighed: ???x
02:50

Mandag morgen gik landets dyretransportører i medierne med et opråb til minister for landbrug, fiskeri og fødevarer, Rasmus Prehn, om at få styr på Fødevarestyrelsens håndtering af transportområdet.

For siden januar 2019 har styrelsens ageren på området gjort livet utroligt surt for transportørerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og ifølge Niels Vinderslev, CEO og stifter af NV Randers A/S, skal årsagen til den nuværende situation findes på baggrund af Fødevarestyrelsens egne fejl i årene 2015 til 2018.

Dengang fik styrelsen ikke foretaget efterkontrol af de logbøger, transportørene sendte ind.

- Det er klart, at når man dengang havde gået i tre år og troet, at alt var i orden, så måtte tingene jo være i orden, fortæller Niels Vinderslev.

Opdagelsen af de graverende fejl hos styrelsen medførte ifølge Niels Vinderslev, at Fødevarestyrelsen nu skulle bevise, at de kunne varetage opgaven. Det har så sidenhen gjort det markant mere besværligt og dyrt at transportere dyr.

For med den øgede indsats bliver den mindste uopdagede skade på dyrene slået hårdt ned på med store bøder til chauffører og vognmænd, der i øvrigt kan se frem til en politianmeldelse i samme ombæring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er ren chikane, og det er kun sket, fordi Fødevarestyrelsen ikke selv havde styr på sagerne, fortæller Niels Vinderslev.

Dyre dyrlæger

Helt konkret fortæller han, at der i NV Randers' eksportstalde nu skal kæmpes hårdt for at få godkendt grisene til transport.

Nu skal grisene synes fra begge sider, for at én dyrlæge kan vurdere deres transportegnethed. Og med 7000 smågrise om dagen bliver det en umulig opgave at følge med. Alternativet er at sætte to dyrlæger på opgaven, hvilket er en dyr fornøjelse med de nye gebyrer for den slags.

Samtidig er kontrollen af logbøger også steget i pris. Og ifølge Niels Vinderslev, så har det ikke haft en effekt på dyrevelfærden.

- Vi tager jo selv grise ud, som vi vurderer ikke kan transporteres. Men hvis der kommer en gris med et sår, som har haft såret fra før den gik i stalden, så får vi en bøde og en politianmeldelse, siger han en anelse opgivende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Politisk modvilje

Niels Vinderslev mener, at der er en politisk ambition om, at mindske antallet af eksportgrise. I stedet vil man have grisene opfostret og slagtet i Danmark, men det er systemet slet ikke gearet til, mener han.

- Der ville skulle bygges stalde, som bankerne ikke vil finansiere. Der er bedre økonomi i at opfostre 30 kilos-grise til eksport til eksempelvis Tyskland og Polen, fortæller han.

- Det ville være fint, hvis alle grise kunne blive i Danmark, men det er ikke muligt, som det er lige nu.

Niels Vinderslev håber, at det opråb SamMark mandag har udsendt, vil få ministeren til at indgå i dialog.