Lyt til artiklen:

DF kræver svar om manglende udbetaling af tempo-bonus

00:00
Hastighed: ???x
02:28

DF kræver handling nu i sagen om de manglende erstatninger til minkavlerne.

På torsdag den 14. januar har Folketingets Erhvervsudvalg på vegne af erhvervsordfører i DF Hans Kristian Skibby indkaldt to ministre i samråd om udbetaling af acontobeløb og tempobonus til minkavlerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Folketingets Erhvervsudvalg har indkaldt fungerende erhvervsminister Dan Jørgensen (S) og ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S) i åbent samråd om udbetaling af acontobeløb og tempobonus til minkavlerne, indtil der foreligger en aftale om endelig erstatning.

Samrådsspørgsmålene er stillet på initiativ fra Hans Kristian Skibby (DF) og lyder:

"I forlængelse af regeringens beslutning den 4. november 2020 om at beordre alle landets minkvirksomheder tvangslukket og minkbestandene nedslaget, har udvalget bedt ministrene redegøre for, hvordan det går med udbetaling af acontobeløb og andre skyldige udlæg til minkavlerne, og hvordan det går med regeringens tempo på udbetalinger af "tempobonus" til minkavlerne.

Udvalget har endvidere bedt ministrene om at redegøre for, hvad regeringen konkret har tænkt sig, at de mange minkfarmejere og ansatte skal leve af, indtil der foreligger en aftale for fuld og endelig erstatning".

- På et ulovligt grundlag besluttede regeringen den 4. november 2020 at beordre alle landets minkvirksomheder tvangslukket, og ligeledes blev minkvirksomhederne beordret til at nedslagte hele deres minkbestand, herunder de omkring 2,5 mio. avlsdyr, lyder det fra Kristian Skibby til de to ministre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Nu er dyrene slagtet og de omkring 1.100 virksomheder står med løbende udgifter til løn, drift, revision og afskrivning m.v. Hvad har regeringen konkret tænkt sig, at de mange ejere og ansatte skal leve af, indtil der findes en god aftale omkring fuld og endelig erstatning af alle parametre, som bør være omfattet af økonomisk erstatning?, skriver han i brevet til erhvervsministeren.

DF har ikke været indkaldt til forhandlinger i minksagen siden 30. november, men nu sker der åbenbart noget. Formand i DF Kristian Thuelsen Dahl skriver på Twitter:

- Minkforhandlinger! Nu sker det. Tirsdag aften klokken 22. Tre kvarter afsat. Første møde siden 30. november, skriver Kristian Thuelsen Dahl.