Lyt til artiklen:

Chauffører og vognmænd går sammen mod vanvittig lovgivning

00:00
Hastighed: ???x
01:28

Utallige bøder er blevet hverdag for lastbilchauffører, når de henter grise fra landmændene og fragter dem til slagtning. Når slagterierne opdager skader på dyret, så er det chaufføren, der står med ansvaret, selvom han eller hun kun har få minutter til at besigtige dyrene ved afhentning.

Den 30. oktober sidste år satte dyretransportørerne og embedsværket i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri sig sammen og aftalte, at man over de næste tre måneder skulle arbejde frem mod en løsning på problemet om chaufførernes retsstilling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vognmændenes advokat, Jacob Forman, fortæller, at han endnu ikke har hørt noget om, at en løsning skulle være klar.

Mens der stadig ventes på et resultat oppefra, så er der sket noget nyt på chaufførsiden. Jacob Forman skal sandsynligvis fremover repræsentere både chauffører og vognmænd.

- Vognmændene bliver koblet på protesten. På den måde kan vi arbejde mod samme mål som en samlet gruppe, siger Jacob Forman.

Han forklarer videre, at vognmændene og chaufførerne stadig er selvstændige grupper, men hovedmålet er det samme, så derfor giver en sammenslutning mening.

Der skulle have været afholdt et stormøde om samarbejdet i januar, men de intensive coronarestriktioner satte en stopper for dette.