Lyt til artiklen:

Case IH-forhandler vil ruste sig til fremtiden med nedskrivninger på maskiner

00:00
Hastighed: ???x
01:58

På overfladen er det ikke noget prangende regnskab, som Case IH-forhandler Sørensen og Lynggaard fra Viborg netop har præsenteret.

Årets resultat før skat lyder på 88.512 kroner i modsætning til det foregående år, hvor det lød på lige under 600.000 kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men indehaver Carsten Carøe Sørensen er alligevel godt tilfreds med det forløbne år.

- Vi har haft en fremgang på tyve procent i aktiviteterne, så det har været et godt år. Det ser generelt godt ud over hele linjen, både have og park, traktorsalget, høstsalget og værkstedet. Der er fint gang i det, siger han.

Men hvad så med det dårlige resultat?

Udover at Sørensen og Lynggaard har renoveret butikken og købt servicebiler- noget, der også har gjort et indhug i regnskabet- har virksomheden valgt at spille sikkert i en usikker tid.

- Årets resultat kan forklares med afskrivninger på vores brugte maskiner. Ingen ved jo rigtig, hvad de er værd om nogle måneder, så jeg har valgt at afskrive dem hårdt, altså vurdere, at de er mindre værd, og så få et dårligere resultat, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Branchen er for usikker lige nu til at lave prangende resultat og betale en masse skat, som så rammer mig næste år. Så jeg har givet mig selv lidt ro i maven, da jeg ved, at de ting, vi har til at stå, kan jeg sælge til den pris, jeg har værdisat dem til. Det er bedre for os at nedskrive værdien til 25 millioner kroner end at værdisætte dem til 30 millioner kroner, som vi ikke kan få hjem, siger han.

Derfor ser han også lyst på fremtiden, fortæller han.

- Fordi vi har valgt at afskrive hårdt for at forberede os på usikker tid, er jeg ved godt mod. Vi har fin aktivitet lige nu, men vi aner jo ikke, hvad der kommer til at ske, siger han.

- Nu er vi jo lige begyndt året med en nedlukning, og det kan også mærkes, at folk generelt handler mindre på grund af corona.