Lyt til artiklen:

Stenderup på jagt efter nyt gravemaskine-mærke

00:00
Hastighed: ???x
02:28

Salget af læssemaskiner til entreprenørbranchen går forrygende, lyder det fra maskinfirmaet Stenderup A/S. Ved det forestående årsskifte kan virksomheden notere et øget salg af minilæssere på ikke mindre end 75 procent i forhold til 2019.

Samtidig er administrerende direktør, Troels Stausholm Jensen, på udkig efter et markant topmærke inden for gravemaskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Stenderup A/S skal ikke blot være en minilæsser-succes i entreprenør-segmentet, vi skal også være en minigraver-succes, siger han og tilføjer:

Vi er på udkig efter et virkeligt topmærke også inden for mini- og midi-gravemaskiner, fordi vi har kunderne til det, vi har set-up til det, og vi har hele serviceorganisationen til det.

Adm. direktør Troels Stausholm Jensen, Stenderup A/S

- Stenderup A/S har tidligere haft forhandling af et par mindre kendte mærker, som vi nu har stoppet samarbejdet med. I stedet satser vi på at hente et af de absolutte topmærker ind hos Stenderup og vi har såmænd allerede aftalen på plads med den kommende salgschef for gravemaskiner. Navnet tager vi, når vi har sagt godt nytår, men det behøver ikke være en hemmelighed, at der er tale om en af de mest kendte og velrenommerede folk inden for entreprenørmaskine-branchen, siger Troels Stausholm Jensen.

Gehl en succes

- Vi vil primært have fokus på mini- og midi-gravere, men også være klar til at sælge større maskiner. Vi sonderer i øjeblikket markedet og er på udkig efter en af de største og mest kendte brands. Vi glæder os til at fortælle nærmere, når vi har en aftale på papir, forklarer Stenderup-direktøren.

På entreprenørfronten har Stenderup A/S hidtil primært markeret sig med læssemaskinerne fra amerikanske Gehl, som er blevet en succes for virksomheden. Hen over året sendes den ene Gehl-læsser efter den anden afsted til kunder fra maskinfirmaet i det nordlige Sønderjylland.

- Vi vil være specialister inden for nogle nicheområder. Derfor vil vi have både læssemaskiner og gravemaskiner af de ypperste mærker. Vi er allerede solidt på plads med et stærkt hold til Gehl-læsserne. Med ansættelsen af en af branchens bedste folk som salgschef for gravemaskinerne, satser vi på at udnytte det store potentiale, der er også på Sjælland. Vi har allerede to sælgere og tre montør på Sjælland, men vil være endnu mere synlige, siger Troels Stausholm Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Klar til et topmærke

- Vi er på udkig efter et virkeligt topmærke også inden for mini- og midi-gravemaskiner, fordi vi har kunderne til det, vi har set-up til det, og vi har hele serviceorganisationen til det. Med 14 bemandede servicevogne er vi allerede landsdækkende, og nu udnytter vi så bare en styrke, som vi allerede har, fastslår Troels Stausholm Jensen.