Automatisk oplæsning:

Debat: Århundredets dårligste beslutning

00:00
Hastighed: ???x
00:00

Afviklingen af minkerhvervet, stiller spørgsmål omkring det lovlige i hele processen. Det vil den nye "granskningskommission" vurdere og afgøre. Men der kan med rette stilles spørgsmål ved, om det var fagligt og sundhedsmæssigt korrekt, at slå 15 millioner mink ihjel. Til at opklare dette spørgsmål, har jeg kontaktet fagpersoner og dyrlæger, der ved noget om mink og sygdomme.

Med baggrund i registreringer fra fodercentral, der leverede foder til 5 smittede minkfarme, viste det sig, at det daglige foderforbrug for august, efter 5-8 dage var oppe på normal foderoptagelse igen. Altså smitten havde været igennem farmen og var imuniseret.

Normal antal dødsfald på en minkfarm i vækstperioden er ca. en promille af dyrebestanden om ugen. I de 5-8 dage var dødsfaldet kun lidt højere. Alle dyr spiste normalt igen og skiftede pelsen som sædvanligt i september/oktober lige før pelsningstid. De coronasmittede opførte sig præcis som influenzasmittede mink, hvilket er jævnligt forekommende, ligesom andre pattedyr.

Et ubesvaret spørgsmål er, hvorfor minkene blev smittet så hurtigt og kraftigt? Der var ingen, der brugte tid og ressourcer på at lave smitteopsporing. Beslutningen var allerede taget. Hverken SSI, FVST eller erhvervet selv. De 3 første farme blev slået ned på grund af smitte fra ansatte på plejehjemmet i Sindal, som bragte det hjem til deres mænd, som havde minkfarm. Derefter var der ingen smittede farme i cirka 2 måneder, hvor de nordjyske farme skulle sende svaberprøver ind af døde dyr. Derefter begyndte det at brede sig i Nordjylland og ned til Gjøl, for i løbet af få dage at springe over Limfjorden til Himmerland, og derfra ned gennem vestjylland. Formentlig skyldtes de mange nye smitteudbrud, at mink, der skifter pels er mindre modstandsdygtige over for diverse bakterier/virusangreb, hvilket vi ofte har set ved andre sygdomme hos mink. I stedet for at gå i panik, burde minkfarmene have være isoleret og lade smitten gå hurtigt gennem farmene, hvorefter de ramte farme ville blive immuniseret i løbet af 5-8 dage.

Hvor kom smitten fra? Alle vandmiljøer er fyldt med coronavirus partikler, blandt andet på grund af de mange overløb af spildevand. Derfor er smittevejene utallige over for mennesker og dyr. Mink er jo i bure, men får foder hver dag fra fodercentraler, som aftager alt filetaffald fra fiskeindustrien i alle danske havnebyer, samt store mængder industrifisk. Alle steder, hvor der i det fri bliver håndteret alle former for fisk, er der tusindvis af måger. Og da havnenes rensningsanlæg ligger tæt op ad fiskeindustrierne og filetfabrikkerne er det meget sandsynligt, at måger kan bringe viruspartikler fra deres næb til filetaffald, som derefter køres til minkfoderfabrikker. Men også mange fugle, blandt andet måger, kan bringe smitte fra vandløb med viruspartikler ind på farme, hvor de sidder og spiser af foderklatterne.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Rotter som lever i og ved vandløb, der jævnligt udsættes fra spildevand fra rensningsanlæggene, er også potentielle smittebærere. Rensningsanlæggene renser ikke for virus. Derfor findes der virus i de fleste vandløb og vandmiljøer.

Der ikke noget, der tyder på, at mink nemmere bliver smittet end andre pattedyr. Alle pattedyr kan smittes. De store koncentrationer på nogle minkfarme, øger smittehastigheden. Men ved isolation i forhold til mennesker, rotter og fugle og ved anvendelse af foder, der var testet for virus, burde minkfarmene ikke være mere "farlige" end andre pattedyr, er det, som for eksempel katte, der går frit omkring.

Smitten accelererede kraftigt, da kontrollanter i begyndelsen, kørte fra farm til farm uden ordentlig smittebeskyttelse. Nogle havde slet ingen respekt for smitsomheden. Kontrollanternes biler kørte fra farm til farm. Holdt ind på gårdspladsen, uden respekt for ejerne og dyrene. Havde kontrollanterne haft udstyr som statsministeren, på besøg hos en tom minkfarm, var smitten måske stoppet ved de første farme.

Langsommelighed fra myndighedernes side, i opsporing af smitte og tiltag til at begrænse denne, har accelereret smitten. Det virkede nærmest som om, det var et led i planen om at afskaffe et erhverv.

rich-media-1
Kort med info om Veterinært beredskab i forbindelse med Covid-19 fra Miljø- og Fødevareministeriet

Der ligger minkfarme over hele landet, inklusiv Bornholm. Hvis minkene var smittebærere, ville flere end de 290 farme være smittet. Kortet viser den regionale udbredelse af COVID-19 blandt minkfarmene. Hvorfor minkfarme over resten af landet skulle slås ned, er stadig et mysterium.

Kortet herunder viser kommuner med antal smittede fra samme periode (10.-15. december). Der ses ingen sammenhæng mellem områderne med smittede mink.

rich-media-2
Kort visende smitte i perioden 10-15 december 2020.

Allerede i juli 2020, blev det undersøgt, hvor der kunne graves mink ned og der blev indhentet tilbud fra lokale entreprenører.

Der var møde i regeringens koordinationsudvalgs 1. oktober med deltagelse af Mette Frederiksen og 6 navngivne ministre. Endvidere deltager chefer fra alle berørte departementer. Alle havde på forhånd fået det samme materiale, hvoraf det fremgik, at lovgivningen til at aflive raske mink, ikke var til stede. Det er 5 uger før pressemødet d. 4. november, hvor statsministeren meldte ud om, at alle mink skulle aflives.

Alle virusforskere over hele verden har et fælles forum, hvor de over nettet bruger hinanden, som faglige sparringspartnere omkring udfordringer, hvor de har brug for kollegaers ekspertise. SSI undlod i mindst 6 måneder, at rådføre sig med kollegaer worldvide og sendte først deres eget materiale rundt, lige omkring pressemødet d. 4. november, hvor regering og myndigheder havde besluttet og udmeldt, at hele erhvervet skulle aflives. I løbet af meget kort tid kom der mange faglige tilbagemeldinger om, at den danske rådgivning om aflivning var fagligt forkert. For sent. "Terningerne var kastet". Regeringen og dens rådgivere, var af den overbevisning at "vi alene vide".

Konsekvens: Den danske regering og dens rådgivere besluttede, at nedlægge et helt erhverv, på et ensidigt og ufagligt grundlag, der producerede verdens bedste mink og beskæftigede mange tusinde mennesker. Det koster det danske samfund en erstatning til minkavlerne, på et astronomisk beløb, i størrelsesordenen på 20-60 milliarder. Dertil kommer en manglende eksportindtægt til det danske samfund fra 2020 på 6-12 milliarder pr. år og hvert år fremover.

Regeringen har et forklaringsproblem over for danskerne, som kommer til at mangle disse penge fremover. Det er ikke til at rette op på, eller genskabe. Hvad kunne der ikke gøres med disse penge, i forhold til socialt udsatte, undervisning, ældre, integration af flygtninge og de mange former for misbrug?

Statsministeren sagde, at der ville blive begået fejl. Dette er ikke en fejl. Det er en bevidst udryddelse af et erhverv, der ikke længere var "politisk korrekt".

Hvilken katastrofe, ikke kun for minkerhvervet, men også for hele det danske samfund. Det må siges at være århundredets dårligste beslutning.